|

VIND
MED MØLLER
Målgruppe
"Vind med Møller" er udarbejdet med
henblik på 5.-6. klasse og opefter. Men anvendelsesmulighederne
er ikke begrænset til folkeskolen. Webstedet er en letlæst
og uhøjtidelig introduktion til vindkraft. Der er masser
af muligheder for at gå i dybden med både opgaver
og en supplerende velvoksen website på 200 sider om vindkraft
på gymnasieniveau.
Sproget er holdt på 5.-6.
klasses niveau, og terminologien (og fremmedords udtale) forklares.
Hvordan
virker det?
Udgangspunktet for webstedet er spørgsmålet "Hvordan
virker det?" Nysgerrigheden over for hvordan ting og processer
i dagligdagen - her vindmøller - egentlig virker, kan
være en god drivkraft for at lære mere om teknologi
og naturvidenskab. Ikke nødvendigvis fordi eleverne er
interesserede i fagene, men fokuserer man på at tilfredsstille
deres nygerrighed efter at forstå og forklare omgivelserne,
kan man dårligt undgå at lære noget fysik,
regning og matematik i forløbet.
Webstedet giver mulighed for at
få taget hul på nogle af spørgsmålene
og svarene, men det er ikke tanken, at det skal stå alene.
Webstedet lægger op til, at eleverne selv gør deres
erfaringer - både gennem forsøg, undersøgelser
og målinger på små, selvbyggede vindmøller
og gennem brug af omfattende simuleringsværktøjer
for store vindmøller.
Meningen med webstedet er ikke
at uddanne små vindmølleingeniører, men at
give indsigt i hvordan hverdagens apparater og maskiner fungerer
og er konstrueret. De fleste af opgaverne om aerodynamik er lige
relevante for fly, helikoptere, sejlbåde, vindmøller
og sågar skibsskruer og vandturbiner.
Fokus
på fysik og teknologi
"Vind med Møller" fokuserer på
vindkraftens fysik og teknologi. I en indledende "sviptur"
gennemgås vindmøllens komponenter, deres funktion
og elementer af grundlæggende meteorologi samt den nødvendige
terminologi.
Derefter er der frit valg mellem
en række moduler som omfatter både vindmøllens
komponenters funktion og deres fremstilling samt afsnit om opstilling
af møller, om hvordan vind opstår og hvordan vindmøllen
placeres bedst i forhold til lægivere mv.
Flere
faglige indgangsvinkler
Websiderne i "Vind med Møller" undlader at behandle
spørgsmål som miljø, forurening og andre
samfundsmæssige aspekter. Der henvises i stedet til webbet
og anden litteratur om emnet i lærervejledningen. Den vigtigste
grund til at udelade disse emner fra webstedet er at de i højere
grad egner sig til fælles behandling i klassen. Webbet
kan ikke alt - en debat om sociale værdier foregår
nu engang bedst i en dialog mellem mennesker og ikke med en maskine.
Derimod lægger opgaver og
aktiviteter i lærervejledningen op til at integrere brugen
af webstedet tværfagligt med matematik, sløjd, dansk,
historie og ikke mindst de skemaløse fag medier og teknologi.
Der lægges i lærervejledningen op til elevernes egen
research på Internettet gennem links i lærervejledningen.
Flersproget
Webstedet "Vind med Møller" er del del af den
store femsprogede website www.windpower.org. I løbet af
sommeren 2001 vil "Vind med Møller" også
foreligge på engelsk, tysk, fransk og spansk. Det giver
muligheder for eventuelt også at lade webstedet indgå
i sprogundervisningen.
Visuel
tilgang
Webstedet er ikke en tekst med illustrationer, som
det stadig er normalt for det meste af undervisningsmaterialet
på webbet, men tegninger og animationer er det bærende
element for en række korte tekster. Der lægges desuden
vægt på at der er mulighed for at se tingene i virkeligheden
ved hjælp af en række kommenterede billedgallerier
med fotografier, som er flettet ind i forløbet.
Interaktivt
Webstedet kræver at læseren selv er aktiv
under de mange små forløb. Teksterne præsenteres
i små bidder, så de er synkroniseret med de tegninger
og animationer som dukker op på siderne. Indholdet er derfor
mere omfattende end man får indtryk af ved at tælle
sider, da en side ofte består af tre-fire trin.
Opgaver
Webstedet indeholder både forslag til praktiske
opgaver og en virtuel vindmøllemodel, som opbygges trinvist
i et forløb, hvor læseren får lejlighed til
at gøre forsøg med modellen. Modellen gør
det muligt at beregne en virkelig, stor vindmølles produktion
ved forskellige vindhastigheder, vindhastighedens variation med
tårnhøjden og landskabets ruhed. (Her strækker
anvendelsesmulighederne sig lige fra 5. klasse til gymnasiet.)
Opgaveforslagene på webstedet
og den virtuelle vindmøllemodel kan være gode udgangspunkter
for at anvende webstedet som et opslagsværk hvor man behandler
et enkelt emne af gangen, frem for at lave ét langt læseforløb.
De
danske læseplaners krav
Webstedet giver - ikke mindst med sine aktivitetsforslag i lærervejledningen
- mulighed for at leve op til læseplanernes krav om intergration
af edb, et grønt islæt og det praktisk-musiske i
opgaverne.
Lærervejledning
Lærervejledning og opgavesæt findes både
på webbet og som et Adobe Acrobat (pdf)
dokument, dvs. som en trykt A4-bog i rigtig typografi, der
kan downloades fra webstedet. Det anbefales at downloade denne
publikation, men web-udgaven har den uomtvistelige fordel, at
den direkte giver mulighed for at klikke på links til relevante
steder på Internettet. I praksis vil man derfor formentlig
bruge begge dele.
Lærervejledningen er i skrivende
stund ikke færdigudviklet, men vil løbende blive
suppleret, navnlig med baggrundsinformation til opgaverne på
webstedet.
Faglig
hjælp direkte på webstedet:
Stort set alle sider i "Vind med Møller"
indeholder en "Mere..." knap. Knappen giver adgang
til en uddybende behandling af emnet i mere end 200 siders dybtgående
artikler og beregningsprogrammer på www.windpower.org.
Denne del af websiten er skrevet på gymnasieniveau, men
uden brug af matematik, idet de tekniske finurligheder findes
i en separat "håndbog" på webstedet. For
de skrappeste elever - og for lærerne - er der mulighed
for at hente yderligere inspiration her. Websiten www.windpower.org
har i øvrigt fået Europakommissionens og Den europæiske
vindkraftforening EWEAs pris som "normgivende for kvalitetsinformation
på Internettet".
Cd-romudgave
+ video
Webstedet findes også (fra juni 2001) på
cd-rom, men cd-romudgaven vil sjældent være lige
så opdateret som web-versionen. Det vil derfor være
mest hensigtsmæssigt at hente webstedet på nettet.
Til gengæld vil cd-romudgaven i løbet af 2001 også
indeholde en 28 minutters video om vindkraftens teknologi.
Søgemaskine
Webstedet har sin egen fuldtekst-søgemaskine, ligesom
der findes en tilsvarende søgemaskine for hele webstedet
www.windpower.org. Søgemaskinen virker dog kun i online-versionen,
dvs. den kræver adgang til Internettet. Til gengæld
er der en side med et stikordsregister.
E-mail-
og telefonsupport
Vindmølleindustrien besvarer faglige spørgsmål
pr. e-mail
og giver teknisk hjælp til brugen af webstedet pr. telefon.
Finansiering
Undervisningsministeriet og Energistyrelsen har støttet
udviklingen af "Vind med Møller" sammen med
Vindmølleindustrien. Vindmølleindustrien står
for webstedets drift og videreudvikling. Webstedet er ikke kommercielt
og indeholder ingen reklamer.
Fremtidig
udvikling: Webkonference + showcase?
Hvis interessen er tilstrækkelig stor vil redaktionen af
webstedet - med spørgernes tilladelse - bruge de første
e-mailspørgsmål og forslag som grundlag for en webkonference
på www.windpower.org.
Redaktionen er også interesseret
i arbejdstegninger, projektbeskrivelser, opgaver, klassens rapporter,
fotografier mv. til en showcase som kan inspirere andre undervisere
og elever internationalt. Det er afgørende, at materialet
tilsendes i elektronisk form.
|