Frontpage Aktuelt Debat Udbygning med sol og vind skal ske billigst muligt

22.08.17

Udbygning med sol og vind skal ske billigst muligt

Lige før sommerferien fremlagde regeringen sit bud på fremtidens tilskudsmodel for landvind og solceller. Det er en markedsdrevet model baseret på fælles udbud for sol og vind, hvor tilskuddet udbetales i form af et fast pristillæg. Det er positivt, at regeringen har fundet penge til ny vind og sol. Desværre vil deres udspil til udformning af tilskuddet medføre højere omkostninger end nødvendigt. Forventningen om en stigende elpris betyder, at en anden udformning af tilskuddet kan mindske risikoen for investorerne, øge udbygningen med vedvarende energi, medføre færre omkostninger på finansloven og resultere i en hurtigere udfasning af tilskuddet til sol og landvind.
 
Derfor bør det heller ikke overraske, at bl.a. DI og Vindmølleindustrien har peget på, at de argumenter, som ligger til grund for regeringens udspil til et nyt tilskudssystem, ikke matcher den virkelighed, som vi kigger ind i.
 
Derfor har Vindmølleindustrien i sidste uge fremlagt en større beregning samt et forslag til, hvordan Folketinget kan lave en ny model for tilskud til udbygningen med sol og landvind i 2018 og 2019.
 
Forslaget lægger op til, at en dansk tilskudsmodel for landvind bliver indrettet efter en lignende tysk model, hvor landvind er garanteret en fast afregningspris på deres produktion. Så sent som i sidste uge viste den tyske model sit værd, da den seneste budrunde for tysk landvind førte til lavere priser end tidligere. Det bør vi også få i Danmark.
 
Desværre er udspillet fra Vindmølleindustrien blevet mødt med en vis grad af skepsis, og det er en skam. At kunne nedbringe regningen for udbygning med op til 700-1.100 mio. kr. sammenlignet med regeringens udspil, bør være et vigtigt argument for beslutningstagerne i de igangværende forhandlinger.
 
Fremtiden er grøn, og vores ambitioner er, at vi får mest mulig vedvarende energi for pengene. Det er god logik, og en ambition, som vi håber, at Folketingets partier deler med branchen. Derfor håber vi også, at den politiske aftale, der ventes snart, vil blive baseret på en pragmatisk tilgang, der vil sikre en fortsat ambitiøs udbygning med sol og vind, billigst muligt.
 
 
Debatindlægget er skrevet af Jan Hylleberg, adm. direktør, Vindmølleindustrien og Troels Ranis, branchedirektør, DI Energi.

Indlægget er bragt på Altingets hjemmeside den 22. august 2017.

Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59
DK-1900 Frederiksberg

Tel: +45 3373 0330
E-mail:

CVR-nr: 10401488

Dwarf