Frontpage Aktuelt Debat EU-mål på mindst 35 pct. vedvarende energi fremmer alt det, vi vil i Danmark

12.12.17

EU-mål på mindst 35 pct. vedvarende energi fremmer alt det, vi vil i Danmark

  • debat
  • Hører til kategorierne:
  • Europa

Et mål for vedvarende energi (VE) i EU på mindst 35 pct. i 2030 bør være en no-regrets position at indtage for Danmark, når EU’s energiministre den 18. december skal komme med deres forhandlingsposition vedrørende ambitionsniveauet for VE i EU frem til 2030. At Danmark bør stå sammen med gruppen af lande, der trækker ambitionsniveauet op, er selvindlysende, da et mere ambitiøst VE-mål fremmer Danmarks interesser, klimaet og dansk erhvervsliv.

Et mål på mindst 35 pct. vil fremme den grønne omstilling i EU i almindelighed og i særdeleshed være med til at skubbe til rækken af lande, der har brug for et skub. Af samme grund har Europa-Parlamentet anbefalet en målsætning på mindst 35 pct. VE frem for den nuværende ”ambition” på 27 pct., der mest minder om et slag i luften. På samme måde er EU-Kommissionens anbefaling om et VE-mål på 30 pct. i 2030 heller ikke tilstrækkeligt fordrende for den grønne omstilling på tværs af EU.

For Danmark at støtte et mål på 35 pct. VE, vil betyde, at Danmark walks-the-talk og aktivt viser, at vi ikke bare er et foregangsland på det grønne område, men at vi er energipolitisk førende. Hertil kommer, at et mål på mindst 35 pct. VE vil fremme regeringens egen grønne eksportstrategi, der sigter efter at fordoble eksporten af energiteknologi i 2030. Dermed skabes et endnu stærkere grundlag for dansk erhvervsliv, der leverer energiløsninger i verdensklasse.

Erhvervspolitisk er det godt købmandskab at arbejde for, at det øvrige Europa efterspørger den danske energisektorers produkter, ekspertise og knowhow. Jo højere europæiske ambitioner jo bedre grundlag for vækst og arbejdspladser i den danske energisektor, herunder ikke mindst vindindustrien, der udgør hovedparten af den danske energieksport. I 2016 var vindindustriens eksport på 55,6 mia. kr. svarende til to tredjedele af den samlede eksport af sort og grøn energiteknologi og -services.

Energi- og finanspolitisk er det også godt købmandskab at arbejde for højest mulige europæiske ambitioner, da mindst 35 pct. VE vil skabe øget sigtbarhed om en tilstrækkelig markedsvolumen og dermed tiltrække investeringer i fortsat udvikling og udbygning med VE. Det vil øge konkurrencen og drive priserne yderligere ned til gavn for også den danske grønne omstilling og EU's foregangsposition på VE. Jo højere EU-mål jo hurtigere prisfald og udfasning af tilskudsudgifterne på den danske finanslov.

Vindmølleindustrien kalder derfor på, at regeringen bakker op om et mere ambitiøst mål på mindst 35 pct. for udbygning med VE frem mod 2030, så Danmark, som i udfasningen af kul, også er med i det rigtige kor, når VE ambitionerne formuleres. Det vil fremme alt det, som vi vil i Danmark.
Debatindlægget er skrevet af Camilla Holbech, souschef , Vindmølleindustrien

Indlægget er bragt på Altinget den 12. december 2017.

Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59
DK-1900 Frederiksberg

Tel: +45 3373 0330
E-mail:

CVR-nr: 10401488

Dwarf