Frontpage Aktuelt Aktuelt i Vindmølleindustrien news Q4 2017 LORC’s levetidstester klar til at rive vindmøller rundt

30.11.17

LORC’s levetidstester klar til at rive vindmøller rundt

Stik imod hvad man skulle forvente, er formålet med den nyeste testfacilitet på LORC at ”smadre” kommende generationer af havvindmøller. På en solid bund bestående af 1.500 kubikmeter beton og 180 ton armeringsjern, har det verdensførende testcenter netop indviet den seneste facilitet. En HALT tester, der skal bidrage til, at den danske vindmøllebranche kan fastholde sin førerposition.

Man får en meget konkret forståelse af størrelserne i moderne havvind, når man allerede flere kilometer væk fra det gamle Lindø-værft kan se, hvordan nutidens brugere af Lindø producerer havvindmøllefundamenter. Inden for på ’værftet’ kan man se de op imod 70 meter høje fundamenter stå side om side blandt de enorme 400 ton tunge naceller, som MHI Vestas også samler på Lindø.

I dag er Lindø mere ’high tech’ end nogensinde. Det skyldes ikke mindst tilstedeværelsen af Lindø Offshore Renewables Center (LORC), der netop har indviet sin seneste testfacilitet. Ved at gennemføre Highly Accelerated Lifetime Testing (HALT) kan LORC nu tilbyde vindmølleproducenter og -ejere at teste 20 års levetid på ganske få måneder.

”Vi har bygget den for at levetidsteste og for at se om ting, kan holde. Smadremanden (Søren Østergaard, red.) ville nok kalde det en smadremaskine,” sagde driftschef Jens Lillesø om HALT testeren, der har været flere år undervejs, men officielt blev annonceret i september sidste år.

I alt er der investeret 140 mio. kr. i den nye HALT tester, der ifølge LORC selv kun har to lignende konkurrenter placeret i Tyskland og USA.

Med til indvielse var også bestyrelsesformand for LORC, Anders Eldrup, der udlagde hvorfor der er behov for testfaciliteter, der kan nedbringe priserne på vindenergi og øge konkurrenceevnen for de danske virksomheder.

”Der er nye udfordringer for branchen. Der er et voldsomt prispres, der er uigenkaldeligt og tiltagende. Det stiller nye krav til vores vindmøller.”

Den nye HALT tester er booket frem til 2021 og kan teste naceller med en generator på helt op til 16MW.

Tilmeld dig nyhedsbreve.

Husk, at du kan tilmelde dig Vindmølleindustriens nyhedsbreve og modtage nyheder, medlemstilbud og invitationer via Megawatt Nyt, Medlemsnyt eller Market Watch.


Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59
DK-1900 Frederiksberg

Tel: +45 3373 0330
E-mail:

CVR-nr: 10401488

Dwarf