Frontpage Aktuelt Aktuelt i Vindmølleindustrien news Q4 2017 #dkvind på eksportfremstød i USA

23.10.17

#dkvind på eksportfremstød i USA

Med energi-, forsynings- og klimaministeren i spidsen, er Vindmølleindustrien sammen med 35 virksomheder i denne uge på eksportfremstød i USA, hvor vindenergi og fjernvarme skal vises frem.

Eksportfremstødet, der bl.a. går til Boston, New York og Washington D.C., vil i stort omfang have fokus på havvind, der fortsat venter på det helt store gennembrud på det amerikanske marked. Derfor vil Lars Chr. Lilleholt også lægge vægt på de danske kompetencer ved USA’s største havvindkonference, der afholdes 24.-25. oktober i New York, og hvor ministeren er hovedtaler. 

”Jeg tror på eksemplets magt, og derfor vil jeg invitere den amerikanske indenrigsminister Ryan Zinke til Danmark, så han ved selvsyn kan se, hvad der virker, når vi taler havvind. Dansk havvind vil være et godt, grønt alternativ for en administration, der primært har fokus rettet mod kul og atomkraft,” siger Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse. 

Også Vindmølleindustriens adm. direktør, Jan Hylleberg deltager på eksportfremstødet og til konferencen i New York. 

”Den danske vindmølleindustri har mange kompetencer, som endnu ikke er opbygget i USA, og derfor spår jeg også, at dette fremstød vil have en positiv effekt på Danmark. Samtidig ser jeg frem til at rejse rundt med næsten 30 virksomheder, der alle har efterspurgte løsninger inden for vind.”

USA skal blive i Parisaftalen
På turen vil Lars Chr. Lilleholt samtidig desuden opfordre Det Hvide Hus til at blive i Parisaftalen. Ministeren vil være vært for et stort arrangement om vindenergi i Kongressen med deltagelse af politikere, politiske rådgivere og danske virksomheder. Her vil han tale med flere højtstående medlemmer af Kongressen om vindenergi og danske erfaringer med jobskabelse i vindindustrien.

”USA er en af verdens største udledere af drivhusgasser målt pr. indbygger. Så her kan danske erfaringer med grønne teknologier og løsninger virkelig gøre en forskel. Det er mit håb, at turen kan blive starten på nye samarbejder og mere eksport over Atlanten. Særligt på fjernvarme og vindenergi har Danmark nogle helt særlige kompetencer, som amerikanerne efterspørger”, siger Lars Chr. Lilleholt.

Læs mere

For mere information om havvindkonferencen, læs mere på AWEA's hjemmeside.

Du kan også læse om eksportfremstødet på Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets hjemmeside.

Om DWEA

DWEA vil være til stede ved dette års AWEA OFFSHORE Conference, der afholdes den 24.-25. oktober i New York City, sammen med 13 danske virksomheder.

DWEA er Vindmølleindustriens og Eksportforeningens fælles eksportplatform, der er dedikeret til at hjælpe danske vindvirksomheder ud på eksportmarkedet.

Læs mere om DWEA her.


Tilmeld dig nyhedsbreve.

Husk, at du kan tilmelde dig Vindmølleindustriens nyhedsbreve og modtage nyheder, medlemstilbud og invitationer via Megawatt Nyt, Medlemsnyt eller Market Watch.


Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59
DK-1900 Frederiksberg

Tel: +45 3373 0330
E-mail:

CVR-nr: 10401488

Dwarf