Frontpage Aktuelt Aktuelt i Vindmølleindustrien news Q4 2017 Arsenal af tiltag skal give billigere vindenergi

02.10.17

Arsenal af tiltag skal give billigere vindenergi

Straks som mange nok havde troet, at prisen på havvind dårligt kunne blive lavere, annoncerede DONG Energy i april, at man i 2024 vil etablere de første havvindmølleparker på markedsvilkår. En af dem der blev overrasket var chef for offshore vind i Vattenfall, Michael Simmelsgaard, der fra åbningsdebatten på WIND ENERGY DENMARK refererede til DONGs rekordbud: ”Jeg troede, at 2016 ville være det vildeste år for offshore, men det ændrede DONG på, da de leverede et nul-bud i Tyskland.”

Om end de kommende tyske parker endnu kun er på tegnebrættet, er det en sejr for den grønne omstilling. En sejr, der samtidig udstikker en klokkeklar opgave til vindmølleproducenter, underleverandører og forskningsverdenen, da en vigtig forudsætning for at blive tilskudsfri er, at kommercielle havvindmøller inden da når 13-15 MW for at prisen på strømmen fra vindmøller kan nå nye bundrekorder.

For ti år siden havde der ikke været tvivl om, at de nye generationer af vindmøller ville udspringe fra den danske vindmølleindustri, men det er ikke en naturlig selvfølge længere, lød en noterende bemærkning fra åbningspanelet. Virkeligheden er nemlig den, at andre lande i stort omfang er ved at indhente Danmark – ”Lokale myndigheder er meget opsat på at tiltrække viden og vindmøllevirksomheder,” lød det fra Morten Pilgaard Rasmussen, Global Head of Technology hos Siemens Gamesa.

Dermed var scenen sat for den indledende debat ved WIND ENERGY DENMARK.

På spørgsmålet om, hvad Danmarks rolle i teknologiudviklingen skal være fremadrettet, var holdningerne klare.

”Vi bør være den ledende innovationshub for vind i verden,” lød det fra Vestas’ VP for Innovation and Concepts, Peter Lindholst, mens lederen af verdens største vindmøllefakultet, DTU Vindenergi, Peter Hauge Madsen lod de hundredvis af tilhørere vide, at ”Danmark skal være først blandt vores konkurrenter.”

Derfor gik der ikke lang tid, før debatten også berørte elefanten i rummet, nemlig sidste uges politiske aftale mellem Dansk Folkeparti og regeringen, hvor en af konsekvenserne er, at tilskudsperioden til testvindmøller nedbringes fra ca. 7 år til 3 år. Et vilkår, der vil gælde fra 21. februar 2018.

Læs også: Dyr politisk aftale om sol og vind

”For at Vestas kan få nye produkter ud, er det et skridt i den forkerte retning. I Danmark får de kunder, vi samarbejder med om test- og prototypemøller nu kun 3 års sikkerhed for deres investering. I Tyskland er det 20 år. Der er derfor en risiko for, at vi ser anden steds hen,” lød det fra Vestas på spørgsmålet om, hvad aftalen konkret vil få af betydning.

Myriade af tiltag skal bidrage
Trods nyrestøddet fra regeringen til vindmølleindustrien, er der en række andre elementer udover selve teknologiudviklingen, der fremadrettet vil bidrage til at Vattenfall, DONG og de mange andre opstillere af vindmøller, og forbrugerne, kan se frem til billigere vindenergi på land og på hav.

"Branchen skal fokusere på LCoE alle steder, men standardisering er et af de kommende store elementer, som især underleverandører skal fokusere på fremadrettet,” sagde Morten Pilgaard Rasmussen.

”For at vi kan opnå prisfald kræver det markedsvækst. Der kan ikke drives en industri med bare 300 producerede havvindmøller om året. Industrialiseringen kræver, at der er mere marked,” sagde Michael Simmelsgaard på spørgsmålet om, hvad der i stort omfang kan bidrage til prisfald i de kommende år.

Netop industrialisering og standardisering er blandt de emner, som optager deltagere og oplægsholdere på en række af sessionerne på dette års WIND ENERGY DENMARK.

WIND ENERGY DENMARK 2017

The Danish Wind Industry Association's international conference and exhibition. It's the one Danish wind event that brings together the entire wind industry and research community under one roof for two days of networking, exchange of new ideas and promoting new products and solutions. In this unique setup, industry meets research, onshore meets offshore – the entire supply chain is brought together – even across borders.

 


Tilmeld dig nyhedsbreve.

Husk, at du kan tilmelde dig Vindmølleindustriens nyhedsbreve og modtage nyheder, medlemstilbud og invitationer via Megawatt Nyt, Medlemsnyt eller Market Watch.


Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59
DK-1900 Frederiksberg

Tel: +45 3373 0330
E-mail:

CVR-nr: 10401488

Dwarf