Frontpage Aktuelt Aktuelt i Vindmølleindustrien news Q3 2018 Global Wind Summit samlede aktører fra hele verden

28.09.18

Global Wind Summit samlede aktører fra hele verden

Hamborg
Fredag d. 28 september markerede dagen, hvor Global Wind Summit sluttede, og dermed blev der sat punktum for fire dages hektisk vindmølle-bonanza, hvor aktører fra hele verden var samlet i Hamborg for at tale om vindenergi. Fra dansk side har Global Wind Summit været en succes med et stort antal danske virksomheder og beslutningstagere.

Global Wind Summit blev afviklet i samarbejde mellem WindEurope og WindEnergy Hamborg, og var du ikke blandt de ca. 35.000 deltagere på udstillingen og konferencen, kan du her se et udpluk af, hvad Global Wind Summit bød på, set med danske øjne.

Tirsdag
Åbningen af Global Wind Summit blev bl.a. markeret af den danske energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt (V), der til lejligheden viste en video om vindenergi, Danmarks rolle og de fremtidige muligheder for implementering af endnu mere grøn strøm fra vindmøller. Ministeren benyttede også lejligheden til at besøge en stribe af de danske virksomheder, der udstillede på Pavilion of Denmark – den officielle stand for Danmark. I år fyldte pavillonen en hel hal, og havde 102 deltagende virksomheder med, hvilket er ny rekord.

Se videoen, som Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har fået produceret.

Til åbningen deltog også Fatih Birol, der er Executive Director for det Internationale Energiagentur. Han medbragte et klart budskab: Vind vil være den dominerende elproducerende teknologi i Europa i 2030.

Efter åbningen benyttede Lars Chr. Lilleholt muligheden for at besøge nogle af de mange danske virksomheder, der var til stede i Hamborg.


Læs også: Rapport: Elektrificering vil fremme helbred og europæiske økonomi 

Onsdag
Anden dagen af Global Wind Summit var - traditionen tro - meget travl og velbesøgt. Dagen bød også på et oplæg under overskriften "Wind Vision from industry leaders". Til at tale onsdag var Morten Dyrholm, Group Senior VP i Vestas. Han udlagde klart, at der er stor optimisme i vindbranchen, og at vind i endnu større omfang skal gribe muligheden for at opnå synergier med andre teknologier i endnu flere markeder. En historie, som Børsen også fulgte op på. 
Torsdag
Torsdag bød blandt andet på et oplæg fra Vindmølleindustriens politik- og analysechef, Martin Risum Bøndergaard, der fortalte om den danske energiaftale. Her blev der bl.a. lagt vægt på vigtigheden af, at de kommende danske vindmølleparker kommer i en jævn kadence frem mod 2030, sådan at de ikke klumper sig sammen i de sidste år frem mod 2030. 
Torsdag blev den sidste af tre "Wind Vision" oplæg holdt, hvor Lars Bondo Krogsgaard, co-CEO for MHI Vestas gav sin vision for udviklingen. Han lagde vægt på, at teknologien nu har bevist sit værd og at det eneste der står i vejen for en fuld udrulning af vindenergi er politiske beslutninger. Beslutninger, som topchefen håber på vil komme i 2018. 

Fredag 

Efter fire dage med udveksling af visitkort, tanker og måske endda gode ordrer, slutter Global Wind Summit fredag. Til at opsummere, hvordan oplevelsen har været fortæller en af udstillerne:

"Før i tiden var der ikke mange, der kiggede til Bornholm, men i dag oplever vi det modsatte. Der er stor opmærksomhed på Rønne Havn, som kan agere som hub for service og udskibning i Østersøen. Fremadrettet håber jeg, at Bornholm også kan anvendes som god testcase for de havmølleparker, der vil komme fremover. Mange relevante virksomheder har besøgt vores stand og vi er blevet inviteret med i mange sammenhænge, så det er meget positivt," fortæller Ulla Kiersgaard, manager for maritim service fra Rønne Havn.

Også Søren Rasmussen, managing director i DWEA, og ansvarlig for Pavilion of Denmark, ser tilbage på ugen med stor tilfredshed:

"Den danske pavillon har været en stor succes igen i år. Der har været meget stor interesse for at besøge området og det er min klare fornemmelse at virksomhederne er godt tilfredse med dette års setup."

Tilmeld dig nyhedsbreve.

Husk, at du kan tilmelde dig Vindmølleindustriens nyhedsbreve og modtage nyheder, medlemstilbud og invitationer via Megawatt Nyt, Medlemsnyt eller Market Watch.


Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59
DK-1900 Frederiksberg

Tel: +45 3373 0330
E-mail:

CVR-nr: 10401488

Dwarf