Frontpage Aktuelt Aktuelt i Vindmølleindustrien news Q3 2017 Benspænd for dansk udvikling og test af vindmøller

06.09.17

Benspænd for dansk udvikling og test af vindmøller

I forbindelse med de igangværende forhandlinger om tilskud til landvind i 2018 og 2019 lægger Regeringen op til, at elproduktion fra prototypetestvindmøller ikke længere skal have tilskud. Et alvorligt bespænd, mener Vindmølleindustrien, der understreger, at tilskud ikke koster statskassen.

Der er bred enighed om, at Danmark skal være førende på området for vedvarende energi og udvikling af fremtidens energiteknologier. På vindområdet har det bl.a. ledt til etableringen af testcentrene i Østerild og Høvsøre, som en bred kreds af politiske partier tidligere på året vedtog at udvide med i alt fire nye pladser. I den forbindelse udtalte energi,- forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) tilbage i januar til Ritzau:

”Regeringen vil fastholde førertrøjen i tæt samarbejde med energibranchen og vindindustrien, hvor det er afgørende at kunne teste og udvikle morgendagens teknologi. Testpladserne vil være med til at reducere priserne på havvind, øge eksporten af dansk energiteknologi, skabe danske arbejdspladser og opfylde regeringens mål om, at Danmark skal være det første land i verden, hvor havvind kan klare sig helt uden støtte.”

Siden da er et nyt testcenter i Husum i Tyskland blevet indviet og senest annoncerede ministeren mandag, at Danmark skal hjælpe med at opbygge et testcenter for havvindmøller i Kina. Med andre ord, er Danmark ikke ene om, at teste fremtidens vindmøller.

Den samlede pakke tæller
I Vindmølleindustrien følges muligheder for test tæt, og her undrer det adm. direktør Jan Hylleberg, at Regeringen nu vil fjerne tilskuddet til den strøm, som prototypetestvindmøller, som dem på Østerild, sender ud i elnettet.

”Regeringen risikerer, at underminere vores danske kompetencer på området, og jeg vil betegne det som et decideret bespænd for udvikling og test af vindmøller herhjemme,” siger Jan Hylleberg og fortsætter:

”Vi beder ikke om, at prototypemøller behandles anderledes end vindmøller, der opstilles på markedsvilkår. Vi lægger op til, at tilskuddet er det samme som det, der gives til de vindmøller, der vinder i de kommende budrunder, men vi beder om, at testmøller undtages fra udbud, som det gøres i Tyskland, da det praktisk ikke giver mening.”

Prototypevindmøller er den nyeste version af en vindmøllemodel, og de skal derfor testes hurtigst muligt, og budrunder vil derfor have en opsættende effekt på udviklingen.

”Tilskuddet dækker ikke udviklingsomkostningerne, og det er heller ikke pointen. Det handler om, at se på rammerne for test med briller, der dækker mere end bare Danmark, og fx se på Tyskland, hvor producenterne ikke selv betaler for at få lov til at teste, møllerne er undtaget for udbud og de modtager tilskud for deres elproduktion. Hvis Regeringen får sin vilje, vil intet af dette gælde i Danmark og det vil vindmøllebranchen selvfølgelig være nødt til at navigere efter, da alle omkostninger tæller, når en ny vindmølle udvikles,” siger Jan Hylleberg.

Vindmølleindustrien understreger, at der ikke er behov for, at staten finder flere penge end hidtil budgetteret, da tilskud til prototypetestmøller allerede er indregnet i regeringens PSO-fremskrivning. Endvidere vil det ifølge Vindmølleindustrien dreje sig om et mindre antal vindmøller, som vil skulle undtages fra reglerne. Konsekvensen af den politiske aftale fra foråret er, at der i alt vil være 16 testpladser på Høvsøre og Østerild når de fire nye pladser er bygget.

Læs også: Regeringen vil udvide Høvsøre og Østerild med ekstra testpladser

Lørdag indvier Lars Chr. Lilleholt et nyt besøgscenter i Østerild, der allerede i dag er en stor turistmagnet i Nordjylland.

Læs mere: Nu åbnes dørene til besøgscenteret i Østerild


Tilmeld dig nyhedsbreve.

Husk, at du kan tilmelde dig Vindmølleindustriens nyhedsbreve og modtage nyheder, medlemstilbud og invitationer via Megawatt Nyt, Medlemsnyt eller Market Watch.


Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59
DK-1900 Frederiksberg

Tel: +45 3373 0330
E-mail:

CVR-nr: 10401488

Dwarf