Frontpage Aktuelt Aktuelt i Vindmølleindustrien news Q3 2016 Jacket-konference trak deltagere fra hele værdikæden

05.07.16

Jacket-konference trak deltagere fra hele værdikæden

Onsdag d. 29 juni afholdt Bladt Industries en konference på Lindø. Konferencen var første skridt i en langsigtet indsats for at nedbringe Cost of Energy (CoE) på jackets. 

Baggrunden for konferencen var at skabe en dialog om, hvordan CoE kan nedbringes, da jackets i dag er dyre at producere. Der var stor opbakning fra industrien med mere end 140 deltagere.

I mange år har monopæle været det foretrukne fundamenttype, men med møllernes kraftige vækst og ønsket om mere offshore vind, vil jackets få en mere fremtrædende rolle, da de er designet til de store møller og dybere vand.

I løbet af de sidste 20 år er vindmøllerne vokset med 125 pct. og denne tendens ser ud til at fortsætte i fremtiden. I 2002 var de største vindmøller omkring 80 meter, mens DONG Energy vurderer, at de i 2020 vil være omkring 180 meter høje. 

Processerne skal optimeres

Dagen bød på syv oplæg fra forskellige aktører i industrien omkring udfordringerne ved produktion, design, transport og installation. Vicedirektør i Vindmølleindustrien, Jakob Lau Holst var moderator på dagen.

Efter oplæggende indledtes workshop sessions, hvor deltagerne i grupper diskuterede, hvordan de præsenterede perspektiver og udfordringer kunne tackles, og hvad vi kan lære af de nuværende processer. 

”Det er uhyre vigtigt, at vi arbejder sammen, og at vi får samlet hele værdikæden, når vi diskuterer fremtiden inden for jackets, hvilket også lykkedes på konferencen. Når vi snakker sammen på tværs sikrer vi, at de nye tiltag, som vi laver ikke har negative konsekvenser for andre i værdikæden, og vi sikrer også, at vi er mere effektive, da vi ikke sidder og udvikler hver for sig. Vigtigheden af at vi arbejder sammen på tværs kan derfor ikke understreges nok, ” siger Lars Kristensen, som er divisionsdirektør for vind i Bladt Industries.

Læs også: Dansk know-how ligger til grund for verdens længste vinge

Ny task force skal lede vejen for nedbringelse af CoE 

Konferencen var dog kun startskuddet på en større indsats på området, der skal faciliteres af Vindmølleindustrien. På konference blev en ny task force igangsat, hvor 65 af deltagerne tilmeldte sig. Det er Bladt Industries der står bag den øgede indsats på jacket-området. De var værter for konferencen, og det er hos dem ideen om den kommende task force er opstået.

”Det var imponerende at se så stor opbakning. Det viser, hvor stor velvilje der er i industrien for at få løst nogle af disse udfordringer. Nu skal vi have task force gruppen sat godt i gang, og finde ud af, hvilke udfordringer vi vil tage fat i og forhåbentlig finde nogle konkrete løsningsforslag i løbet af processen.”, fortæller chefkonsulent Anja Pedersen fra Vindmølleindustrien, der kommer til at stå i spidsen for den nye task force.

Formålet med den nye task force er at få en fælles forståelse for vigtigheden af at hele værdikæden bidrager til at nedbringe CoE på jackets og at skabe den fornødne dialog til at få udpeget og iværksat de nødvendige tiltag.


Tilmeld dig nyhedsbreve.

Husk, at du kan tilmelde dig Vindmølleindustriens nyhedsbreve og modtage nyheder, medlemstilbud og invitationer via Megawatt Nyt, Medlemsnyt eller Market Watch.


Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59
DK-1900 Frederiksberg

Tel: +45 3373 0330
E-mail:

CVR-nr: 10401488

Dwarf