Frontpage Aktuelt Aktuelt i Vindmølleindustrien news Q2 2018 Nyt bredt innovationsnetværk inden for energiproduktion på vej

15.05.18

Nyt bredt innovationsnetværk inden for energiproduktion på vej

Pressemeddelelse

En række større energivirksomheder har sammen med de vestdanske regioner aftalt at samle kræfterne i en ny national klyngeorganisation for innovation inden for energiproduktion. Arbejdstitlen for den nye organisation er Energy Innovation Cluster.
 
Syv ledende energivirksomheder, de tre vestdanske regioner, to brancheorganisationer og Offshoreenergy.dk går nu sammen om at forme en ny klyngeorganisation. 
 
Klyngeorganisationen etableres med afsæt i det nuværende Offshoreenergy.dk og skal fremadrettet drive innovationsnetværk inden for onshore og offshore energiteknologier og integrationen af energi ind i energisystemet. 
 
Partnerne har indsendt en fælles ansøgning til Uddannelses- og Forskningsministeriet med henblik på at opnå statsligt tilsagn om støtte til innovationsaktiviteterne på det nye fælles initiativ i perioden 2019 og 2020. Energy Innovation Cluster vil tage udgangspunkt i Offshoreenergy.dk’s nuværende organisation, og innovationsaktiviteterne vil fremadrettet blive koordineret og prioriteret i tæt samarbejde med bl.a. Vindmølleindustrien og Olie Gas Danmark, der skal være med til at tegne de overordnede strategiske retninger for netværkets innovationsaktiviteter. 
 
I forbindelse med ansøgningen udtaler Anders Eldrup, formand for Offshoreenergy.dk:
 
”Det er med glæde, at jeg på vegne af Offshoreenergy.dk’s bestyrelse har indsendt en ansøgning om at fortsætte arbejdet som nationalt innovationsnetværk og klyngeorganisation, et arbejde Offshoreenergy.dk for nylig og for tredje gang er guldcertificeret til.”
 
”Med afsæt i de konstruktive drøftelser, der er gennemført om en samlet indsats på området for energiproduktion, glæder det mig, at kræfterne nu kan samles bag en ny stærk dansk klyngeorganisation. Vi har i Danmark en særlig styrkeposition på vind og olie/gas, som det er meget positivt, at alle fem regioner nu samlet bakker op om.”
 
Målet med at etablere en ny klyngeorganisation er at sikre innovation i verdensklasse, hvilket er nødvendigt for at overleve i den hårde globale konkurrence og fastholde Danmarks styrkeposition.
 
I den forbindelse udtaler Mads-Ole Astrupgaard, formand for Vindmølleindustrien: 
 
”Den globale konkurrence på vindområdet går i disse år vanvittig hurtigt og særligt på teknologiudviklingen, hvor alle virksomheder arbejder på både bedre og billigere løsninger end dem, vi tilbyder markedet i dag.”
 
”I Vindmølleindustriens bestyrelse har vi gennem flere år arbejdet på at samle vindsektorens organisationer og tilbud til virksomhederne i færre og stærkere organisationer, så vi samtidig med den konsolidering, der foregår i industrien, også konsoliderer og styrker vores egne organisationer. Som repræsentant for vindbranchen glæder det mig derfor meget, at vi sammen tager første skridt i retning af en fælles, bred og stærk dansk innovationsplatform for vind under den nye klyngeorganisation,” slutter Mads-Ole Astrupgaard.
 
Energy Innovation Cluster vil også arbejde med at styrke innovation på olie- og gasområdet og brancheorganisationen Olie Gas Danmark skal bidrage til dette arbejde. Troels Albrechtsen, formand for Olie Gas Danmark, ser frem til etableringen af den nye klyngeorganisation:
 
”Industriens innovationskraft er afgørende for vores konkurrenceevne, og for at vi bedst muligt realiserer det store potentiale, der stadig findes i den danske Nordsø. Sidste år blev en ny national strategi for Nordsøen’s olie og gas ressourcer lanceret, og den nye klyngeorganisation kan være med til at understøtte strategiens fokus på netop innovation, og være en katalysator for at kommercialisere forskning fra DTU’s Center for Olie og Gas. Vi ser frem til samarbejdet omkring innovation og synergier både i vores egen sektor, og på tværs af olie/gas og vind-området”. 
 
Den nye landsdækkende klyngeorganisation vil give danske energivirksomheder en helt ny mulighed for at skabe løsninger, der imødekommer fremtidens energibehov og Danmarks mål om fossil uafhængighed senest i 2050. Klyngeorganisationen vil varetage virksomhedernes og samfundets interesser ved at sikre innovation i verdensklasse mellem SMV’er, store virksomheder og universiteter.
 
Det oprindelige initiativ bag at samle kræfterne i en fælles klyngeorganisation er taget af virksomhederne Siemens Gamesa, Vestas, MHI Vestas Offshore Wind, Ørsted, Vattenfall, Semco Maritime og Bladt Industries samt de vestdanske regioner. 
 
Energy Innovation Cluster ventes at være etableret den 1. januar 2019 og vil bidrage til verdensførende innovation i energibranchen i Danmark. Etableringen af Energy Innovation Cluster vil ske via en omdannelse af Offshoreenergy.dk på en ekstraordinær generalforsamling i efteråret 2018, idet hovedparten af aktiviteterne overgår til den nye klyngeorganisation.
For yderligere oplysninger
Baggrund
Virksomhederne Siemens Gamesa, Vestas, MHI Vestas, Semco Maritime, Total E&P, Bladt Industries, Ørsted og Vattenfall vil sammen med regionerne samle innovationsindsatsen i Danmark, så den sikres en tyngde og volumen, der kan konkurrere globalt. Det sker for at fastholde og udvikle den danske styrkeposition i industrien indenfor onshore og offshore vindenergiproduktion, olie og gasudvinding og integrationen af el i energisystemet. Den nye klyngeorganisation, Energy Innovation Cluster vil have fokus på fremtidens energiproduktion og skal bidrage til Danmarks målsætning om at blive uafhængig af fossile brændsler i 2050. Klyngeorganisationen vil have et tæt samarbejde med de relevante brancheorganisationer på området, og benytte viden herfra om branchens udfordringer og udviklingspotentialer på tværs af enkeltvirksomheder til at sikre kvalitet i innovationsindsatsen. Energy Innovation Cluster tager afsæt i et ændret Offshoreenergy.dk, og er i drift fra 1. januar 2019.

Tilmeld dig nyhedsbreve.

Husk, at du kan tilmelde dig Vindmølleindustriens nyhedsbreve og modtage nyheder, medlemstilbud og invitationer via Megawatt Nyt, Medlemsnyt eller Market Watch.


Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59
DK-1900 Frederiksberg

Tel: +45 3373 0330
E-mail:

CVR-nr: 10401488

Dwarf