Frontpage Aktuelt Aktuelt i Vindmølleindustrien news Q2 2015 Bevilling sætter nye standarder i vindindustrien

25.06.15

Bevilling sætter nye standarder i vindindustrien

Med en samlet bevilling på 5,4 mio. kroner sætter Industriens Fond bogstaveligt talt nye standarder i den danske vindindustri. Projektet ’Nye standarder i vindindustrien’ skal på tre år sikre en endnu stærkere og konkurrencedygtig vindindustri i Danmark, og på sigt kan projektets erfaringer også benyttes i andre industrier.

Den danske vindindustri er i verdensklasse, og danske producenter og leverandører er aktive verden over. I 2014 eksporterede vindindustrien for 53,5 mia. kroner og beskæftigede ca. 30.100 ansatte i Danmark. Ønsket om en fortsat konkurrencedygtig og førende dansk vindindustri ligger blandt andet til grund for støtten fra Industriens Fond. Men arbejdet med standarder skal også på agendaen i andre brancher.

”Virksomheder, der har høj produktivitet, eksport og vækst, er også virksomheder, der anvender internationale standarder. Derfor skal flere danske virksomheder arbejde aktivt med at leve op til disse standarder og dermed blive mere konkurrencedygtige. Projektet ’Nye standarder i vindindustrien’ tager udgangspunkt i vindindustrien. Men vindindustrien er i dag en integreret del af den danske industri som helhed, og på sigt skal projektets erfaringer og metoder også benyttes i andre industrier. På den måde kan endnu flere virksomheder gøre de internationale standarder til en naturlig del af virksomhedens arbejde,” siger Mads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond.

’Nye standarder i vindindustrien’ er udviklet i samarbejde med brancheforeningen Vindmølleindustrien, som vil drive projektet i de kommende tre år.

”Projektet vil være med til at sikre mere og bedre samarbejde i vind-industriens leverandørkæder i Danmark, og de nye standarder vil øge vores konkurrenceevne i forhold til udlandet. Herhjemme er vi kendt for at lave smarte og gode løsninger, og det vil projektet i høj grad bidrage til,” siger Jakob Lau Holst, vicedirektør i Vindmølleindustrien.

Stor betydning for branchens ledende aktører
Formålet med ’Nye standarder i vindindustrien’ er blandt andet at accelerere modningen af strategisk vigtige kompetencer.

”Fokus på forbedrede standarder og processer vil sikre et vigtigt løft til virksomhederne på tværs af leverandørkæden og vil gøre både danske virksomheder og vindenergi som teknologi endnu mere konkur-rencedygtige,” siger Henrik Hjortkjær, Head of QE processes & Systems, Siemens Wind Power.

”Det glæder os meget, at vi som fabrikanter har indledt et tværgående samarbejde omkring at højne kvaliteten og modne leverandører i vindindustrien. Bevillingen fra Industriens Fond afspejler et behov for at sikre flere kompetencer inden for kvalitetssikring af vores produkter. Vi ser Industriens Fonds støtte til dette initiativ som kærkommen håndsrækning, der også skal opbygge en større tradition for kvalitetsuddannelse i vindbranchen,” siger Maj-Britt Haahr Andersen, Vice President QSE Development, Vestas Wind Systems.
For yderligere kommentarer fra Industriens Fond: Ole Østrup, formidlingsansvarlig, Industriens Fond, 23 80 06 60, [email protected]

Læs mere

Industriens Fond har bevilliget 5,4 mio. kroner til projektet, der løber over 3 år fra 2015. 

www.industriensfond.dk

Læs flere detaljer om delprojekt 1: Nye standarder for test og dokumentation af design 

Læs flere detaljer om delprojekt 2: Nye standarder for kvalitetssikring i produktionen

Læs om hele projektet Nye standarder i vindindustrien

Tilmeld dig nyhedsbreve.

Husk, at du kan tilmelde dig Vindmølleindustriens nyhedsbreve og modtage nyheder, medlemstilbud og invitationer via Megawatt Nyt, Medlemsnyt eller Market Watch.


Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59
DK-1900 Frederiksberg

Tel: +45 3373 0330
E-mail:

CVR-nr: 10401488

Dwarf