Frontpage Aktuelt Aktuelt i Vindmølleindustrien news Q1 2018 Vindmøllerne i Nissum Bredning leverer el

20.02.18

Vindmøllerne i Nissum Bredning leverer el

Photo credit: Nissum Brednings Vindmøllelaug I/S

Lørdag den 17. februar leverede de fire testvindmøller i Nissum Bredning de første kilowatt-timer til elnettet. Forude ligger tre uger med testforløb inden Siemens Gamesa endeligt kan færdiggøre installationen.

Den første danske havvindmøllepark siden etableringen af Anholt havvindmøllepark i 2013 er nu en realitet. Godt nok kan størrelsen ikke måle sig med nutidens gængse havvindmølleparker, men hvad Nissum Bredning ikke har i størrelsen har parkens fire havvindmøller til gengæld i nytænkning. Både i installationsfasen, valget af komponenter og driften af parken tester nemlig nye koncepter og fremgangsmåder, der skal nedbringe prisen på vindenergi på havet.

Den 17. februar gennemførte repræsentanter fra Jysk Energi, Siemens Gamesa og Eniig sammen en række test af kablerne fra mellem transformerstationen i Thyborøn og vindmølleparken, og ifølge Jens Jørgen Birch fra Nissum Brednings Vindmøllelaug I/S, var dagen forbundet med både glæde og bekymringer.

”Siemens Gamesa og Jysk Energi brugte eftermiddagen på at klargøre opstarten af vindmøllerne, men det blev forsinket af, at der ingen vind var henover dagen. Det var en mærkelig situation efter alt den vind, vi har haft i projektperioden,” fortæller Jens Jørgen Birch og fortsætter: ”Men i løbet af eftermiddagen kom vinden og helt nøjagtigt klokken 19.05 leverede M1 parkens første kWh”.

Læs også: Nissum Bredning leverer el efter årsskiftet

Senere på aftenen kom parkens resterende vindmøller også i drift, men blev stoppet morgenen efter, fordi elkablet mellem to af møllerne ikke var ordentligt på plads, forklarer Jens Jørgen Birch. Med parkens nettilslutning på plads og blot nogle få ugers test forude, er Danmarks første havvindmøllepark i godt fire år tæt på at være en realitet.

Den snarlige afslutning spreder også glæde blandt projektets bærende kræfter. ”Alle som er involveret i projektet er rigtig glade for, at vi er kommet i land med det, og at vindmøllen M1 leverede den første strøm i lørdags. Vi ser frem til Siemens Gamesas endelige overlevering om tre uger,” fortæller Jens Jørgen Birch.


Tilmeld dig nyhedsbreve.

Husk, at du kan tilmelde dig Vindmølleindustriens nyhedsbreve og modtage nyheder, medlemstilbud og invitationer via Megawatt Nyt, Medlemsnyt eller Market Watch.


Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59
DK-1900 Frederiksberg

Tel: +45 3373 0330
E-mail:

CVR-nr: 10401488

Dwarf