Frontpage Aktuelt Aktuelt i Vindmølleindustrien news Q1 2018 3D-print har potentiale til at nedbringe prisen på vind

16.03.18

3D-print har potentiale til at nedbringe prisen på vind

Udviklingen inden for 3D-print suser afsted, og potentialet er stort på tværs af den danske industri, vurderer Jeppe Skinnerup Byskov, der med projektet AM-LINE vil sætte skub i brugen af industriel 3D-print herhjemme.

3D-print tager store kvantespring i disse år og i dag er teknologien på et stadium, hvor man er i stand til at printe både knogler og flyvemaskinedele. 3D-print har potentiale til at være blandt de teknologier, der kommer til at påvirke værdikæden også i vindindustrien og derfor skal man være opmærksom på udviklingen og potentialet, mener Jeppe Skinnerup Byskov, der er sektionsleder på Teknologisk Institut, og understreger at teknologien har rykket sig fra at være egnet til prototypeproduktion til en reel produktionsmetode.
 
”3D-print har ændret sig i de seneste år, og vi bevæger os imod produktion af færdige emner. Tidligere er teknologien primært blevet brugt til at skabe prototyper, men den seneste opgørelse viser, at lige over 60 pct. af de ressourcer, der bliver brugt på 3D-print bliver brugt til fremstilling af færdige produkter. Der er ingen tvivl om, at det er i den retning udviklingen går,” siger Jeppe Skinnerup Byskov. Han står i spidsen for projektet AM-LINE, der med en investering på 35 mio. kr. fra innovationsfonden og et samlet projektbudeget på 88 mio. kr. skal udbrede brugen af 3D-print i Danmark. 
 
Minimering af LCOE ved 3D-print
Brugen af 3D-print har potentiale til at bringe LCOE (levelized cost of energy) på vindenergi endnu længere ned ved blandt andet at mindske behovet for lageromkostninger hos vindmølleproducenter og -leverandører. Jeppe Skinnerup Byskov henviser til flyindustrien, hvor man har estimeret at kunne spare et milliardbeløb på lageromkostninger. 
 
Besparelsen sker som konsekvens af, at man i stedet for at have reservedele til at ligge klar på et lager, kan have filer klar til 3D-print, for på den måde at printe delene ”on demand”. Ved hurtigt at kunne producere en ønsket reservedel når den efterspørges, kan der potentielt hentes store besparelser på de omkostninger, der er ved at være forberedt på den næste ordre fra en kunde. 
 
Ligeledes vil muligheden for at 3D-printe komponenter lokalt minimere leveringstiden, da man ved 3D-print kan minimere, eller helt slippe for at transportere nogle komponenter. I stedet for et centralt beliggende produktionsapparat, hvorfra man kan distribuere komponenter til kunderne, bibringer 3D-print muligheden for at have mindre produktionsapparater rundt om i verden eller lokalt hos kunden. Dette vil bringe transportomkostninger samt leveringstid ned, påpeger Jeppe Skinnerup Byskov. 
 
”En af fordelene ved 3D-print er, hvor hurtigt kan du få din komponent leveret. Med 3D-print kan du hurtigt printe reservedele, og dermed reducere din lead time. Så er det måske mindre vigtigt hvad komponenten koster, fordi den tjener sig selv hjem ved, at vindmøllen er i funktion”
 
3D-print skal ikke bruges til at fremstille hele møller
Til spørgsmålet om, hvorvidt det vil være muligt at printe større vindmøllekomponenter, er Jeppe Skinnerup Byskov mere skeptisk.
 
”Der er ikke noget, der peger på, at det ville give mening at printe hverken tårne, vinger eller hele naceller. Hverken i nærmeste eller fjerneste fremtid. Når det så er sagt, så er der rigtig mange komponenter i en nacelle, det ville give mening at 3D-printe. F.eks. ved jeg, at der er hydraulikblokke, der i dag bliver printet, hvor man udnytter de muligheder 3D-print giver, men også kølestrukturer og forskellige ventiler ville det garanteret give mening at printe”
 
Og det er ifølge Jeppe Skinnerup Byskov her virksomhederne i vindmølleindustrien særligt kan få glæde af 3D-print. Ifølge ham kommer 3D-print til sin ret ved produktion af komponenter, med en højere kompleksitet, som ikke kan produceres med konventionelle produktionsmetoder. Der er mange forskellige led i værdikæden, der kan drage nytte af denne teknologi, og der er også flere større firmaer, der investerer ressourcer i 3D-print. 
 
”Alle de store virksomheder lader til at interessere sig for teknologien og afsætter ressourcer til det. Virksomheder som Danfoss, Grundfos, Vestas og LEGO har taget strategiske beslutninger om at investere større beløb i teknologien. De kan godt se, at der er noget at komme efter, og hvis de ikke begynder at lære at bruge det nu, så kommer de bagefter i forhold til deres konkurrenter. Det er en konkurrenceparameter. Selvom det måske ikke kan svare sig nu, så ser vi, at udviklingen går så hurtigt, at det måske kan svare sig om fem år,” siger Jeppe Skinnerup Byskov.
 
Han peger i øvrigt på, at udviklingen inden for 3D-print vækster kraftigt i øjeblikket, og henviser til ”Wohlers Report 2017”, der viser at antallet af solgte 3D-printere næsten er fordoblet fra 2014-2016. Dette er ifølge Jeppe Skinnerup Byskov en indikator for, at virksomhederne har en stigende interesse for 3D-print.
 
Det er svært at spå om, hvornår 3D-print bliver hverdag på tværs af vindindustriens værdikæde. Potentialet ved 3D-print lader til at være stort, og hvis den danske vindindustri skal bibeholde sin førertrøje, så kræver det, at der konstant holdes øje med og ibrugtages nye teknologier, for at kunne gøre tingene smartere, hurtigere og billigere. 
 
3D-print er en af de teknologier, som vil indgå i diskussionerne når Vindmølleindustrien afholder årsmøde den 22. marts 2018.
 
 

Fakta om AM-line:

Innovationsfondens investering:
35 mio. kr.
Samlet projektbudget:
88 mio. kr.
Varighed af projektet:
4 år (1/1-2018 – 31/12-2021)
Projektets officielle titel:
AM-LINE 4.0

Læs mere om AM-line projektet her

Årsmøde 2018

Læs mere om Vindmølleindustriens kommende Årsmøde 2018

Tilmeld dig nyhedsbreve.

Husk, at du kan tilmelde dig Vindmølleindustriens nyhedsbreve og modtage nyheder, medlemstilbud og invitationer via Megawatt Nyt, Medlemsnyt eller Market Watch.


Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59
DK-1900 Frederiksberg

Tel: +45 3373 0330
E-mail:

CVR-nr: 10401488

Dwarf