Frontpage Aktuelt Aktuelt i Vindmølleindustrien news Q1 2014 Vindmøllebranchen samles i vindmølleland

26.03.14

Vindmøllebranchen samles i vindmølleland

Den 26. – 27. marts afholdes Danish Wind Industry Annual Event med knap 400 deltagende i Brande og Herning. Fra Vindmølleindustriens generalforsamling understreger formand Henning Kruse, at politisk stabilitet er afgørende. Usikkerhed skader vindmøllebranchens teknologiudvikling, lyder det.

I to dage samles repræsentanter fra hele vindmøllebranchen til konference i hjertet af den danske vindmølleindustri. Forskning, forretning, marked og networking er i centrum når knap 400 deltagere stimler sammen til Danish Wind Industry Annual Event.

Som del af arrangementet afholdes Vindmølleindustriens generalforsamling, hvorfra formand Henning Kruse gør status over den energipolitiske situation.

”Vi er samlet i en politisk svær tid. Som branche gik vi ud fra, at det store politiske flertal bag energiaftalen fra sidste år ville sikre en stille og rolig implementering af de enkelte initiativer på vindområdet. Det er desværre ikke situationen.”

”Danske og udenlandske investorer og virksomheder er i fuld gang med at byde på de kommende danske havmølleparker, og en aflysning af et eller flere projekter vil være skadeligt for den danske troværdighed som investeringsland samt beskæftigelsen i branchen frem mod 2020. Samtidig er den politiske uenighed og debat med til at skabe usikkerhed, hvilket har den uønskede effekt, at projekterne risikerer at blive dyrere end nødvendigt,” siger Henning Kruse.

Verdensledende branche taler løsninger
Vindmølleindustrien og Dansk Forskningskonsortium for Vindenergi vil med Danish Wind Industry Annual Event bringe forsknings- og forretningsverdenen endnu tættere sammen, da et endnu større samspil er en af måderne, at nedbringe omkostningerne i vindindustrien. 

”Vi er i Danmark verdensmestre i vindenergi og derfor er det vigtigt, at branchens forskellige discipliner bringes endnu tættere sammen, så vi ikke hviler på historiske bedrifter, men hele tiden udvikler os. Tæt samarbejde mellem forskning og forretning gør det dog ikke alene. Fortsat teknologiudvikling i Danmark er afhængig af, at indholdet af energiaftalen står ved magt,” siger Jan Hylleberg, adm. direktør i Vindmølleindustrien.

Vindmølleindustriens generalforsamling blev afholdt hos Siemens Wind Power i Brande den 26. marts 2014.


Tilmeld dig nyhedsbreve.

Husk, at du kan tilmelde dig Vindmølleindustriens nyhedsbreve og modtage nyheder, medlemstilbud og invitationer via Megawatt Nyt, Medlemsnyt eller Market Watch.


Vindmølleindustrien

Vodroffsvej 59
DK-1900 Frederiksberg

Tel: +45 3373 0330
E-mail:

CVR-nr: 10401488

Dwarf