Europa
20 % vedvarende energi i 2020
I foråret vedtog EU-landenes statsledere en miljø- og energipakke, som indebærer, at 20 pct. af EU's energibehov i 2020 skal komme fra vedvarende energi.
Denne bindende målsætning for vedvarende energi vil både få stor miljømæssig betydning for fremtidens europæiske energiforsyning, samt øge trygheden for investorer til at investere i vedvarende energi.
Samtidig er det et signal om europæisk lederskab på energi globalt, der vil være med til at skre, at vindmølleindustriens positive udvikling fortsætter.
Det indre marked for elektricitet
Hvis vedvarende energikilder for alvor skal slå igennem på elektricitetsmarkedet, bør det blive muligt at handle miljøvenlig strøm på tværs af landegrænserne inden for EU.
Samtidig skal vi sikre, at den vedvarende energi får en tilstrækkelig markedsfordel i forhold til konventionelle former for energi. Ellers udebliver de markedsinvesteringer, der er nødvendige for at gennemføre det teknologiske skift fra det 19. og 20. århundredes konventionelle energiformer til det 21. århundredes bæredygtige og vedvarende energiproduktion.
I EU arbejdes der i dag på at skabe en fælles indre marked for elektricitet. Det er endnu sådan, at de enkelte medlemsstater selv kan tilrettelægge særlige ordninger, der fremmer vedvarende energi. Det bidrager positivt til den vedvarende energis indtog på de nationale markeder, men på længere sigt vil der dog være behov for fælles og harmoniserede regler.
Den europæiske vindkraftforening, EWEA
Vindmølleindustrien samarbejder med en række vindkraftorganisationer i vores europæiske søsterforening, European Wind Energy Association (EWEA). Vindmølleindustrien og vores største medlemmer har bestyrelsesposter i foreningen, og vi er således med til at præge industriens europæiske arbejde overfor Parlamentet og Kommissionen.
Relaterede links:
European Wind Energy Association
Det Internationale Energi Agentur
EU Kommissionens grønbog: På vej mod en europæisk strategi for forsyningssikkerhed
EU Parlamentets resolution om 20 % vedvarende energi i Europa inden 2020
EU direktivet om fremme af elektricitet fra vedvarende energikilder
Kontakt chefkonsulent Jakob Lau Holst for mere information om Vindmølleindustriens europæiske arbejde.