Olieprisen kan skabe dansk vækst
Af Bjarne Lundager Jensen, direktør i
Vindmølleindustrien
Rekordprisen på olie er ikke længere kun underholdning på CNN.
Prisens fortsatte stigning koster danske familier på
husholdningsbudgettet. Økonomer sidder i øjeblikket og skruer ned
for vækstforventningerne – barometeret for dansk økonomi peger på
lavere vækst og færre job end ventet. Den høje oliepris smitter
desuden af på gas og kulpriser – strøm og varme koster mere.
Det er naturligvis kritisk på kort sigt. Men det behøver ikke se
sort ud i et længere perspektiv. I de høje priser på fossile
brændstoffer ligger der faktisk også muligheder for Danmark. For
verden hungrer efter mere energi – og samtidig ønsker ingen at være
afhængige af kul- og olie med de uforudsigelige priser.
Mens medierne har brugt sendetiden på olieprisen, har alle EU’s
statsministre lige før påske vedtaget, at EU-landene skal skære i
deres CO2-udslip med 30 procent inden 2020. Det er en offensiv
melding, der betyder, at vedvarende energi bliver nødt til at
spille en langt større rolle på den europæiske scene, end det er
tilfældet i dag.
Blandingen af den høje oliepris og den offensive CO2-udmelding
kan være med til at genskabe den danske vækst, som økonomer og
vismænd er ved at slette fra deres regneark. I Danmark arbejder vi
i energisektoren på at skabe nye miljørigtige løsninger, der kan
udforme reelle CO2-fri alternativer til olie og kul. Vi har skabt
en helt ny teknologi med vindmøller. Vi kan gøre det igen.
Hos DTU arbejder forskere på at bruge halm til benzin. Hos Elsam
har man udviklet en såkaldt VEnzin vision. Hvis det står til Elsam
skal vi ikke længere tanke bilen med olie, men køre på arbejde, på
ferie, i supermarkedet på ethanol. På tværs af energibranchen
arbejder man på at finde løsninger, der kan udnytte vedvarende
energi og skabe samspil med de konventionelle energiformer, vi ikke
kan leve helt uden. Det er ideer, der er tæt på at blive til
virkelighed.
I industrien lytter man alvorligt til visionerne, og
energiselskaberne poster penge i de nye og stadige skrøbelige
teknologier. Miljørigtige løsninger er ikke længere for
idealistiske miljøaktivister. Vedvarende energi er faktisk ”big
business”. Fra Barcelona til Beijing har man behov for mere og mere
energi til overkommelige priser uden at det skader klimaet.
Den danske regering har efter lang tids tøven nu øjnet
mulighederne. I regeringsgrundlaget står der, at forskning i
vedvarende energi og miljøteknologier skal være en af
vækstdynamoerne i fremtidens Europa.
En satsning, der kan skabe nye potentialer. Det er
vindmølleindustrien et levende eksempel på. Den rigtigt blandede
cocktail af politisk velvilje, økonomiske incitamenter og
innovative hjerner har skabt vindmøllesuccessen. Over alt i verden
vinder vindkraft indpas. Det skaber større eksportindtægter til
Danmark end baconeksporten, og vækstraterne overgår Kinas.
Hos vindmølleindustrien og i de fleste dele af energibranchen,
håber vi, at regeringen står ved sine ord i regeringsgrundlaget og
skaber de rammer, der skal til for at holde Danmark i front på det
energiteknologiske område.
Vindmølleindustrien giver sit eget besyv med den 27. april, hvor
vi fremlægger et nyt uddannelses- og forskningspolitisk oplæg;
”Vind i vidensamfundet”. Vi håber, regeringen vil lytte. Sådan kan
vi sammen med den øvrige energibranche skabe ny teknologi og dermed
på sigt løfte olieprisbyrden fra de danske husstande og
virksomheder.
Industriens Dagblad 11. april 2005