Hvad skal der ske efter 2012?
Af Bjarne Lundager Jensen, direktør i
Vindmølleindustrien
Efter mange sørgelige begivenheder, var det der heldigvis også
godt nyt fra Rusland. Som Miljøminister ville jeg glæde mig over,
at Putin og Rusland nu endelig har besluttet sig for at tiltræde
Kyotoprotokollen. Det er en sejr for det internationale
miljøsamarbejde. Det betyder, at det har nyttet noget, at Danmark
har forfulgt det internationale spor.
Jeg vil samtidig glæde mig over, at Danmark står stærkt som
leverandør af teknologier, der reducerer konventionel elproduktions
udledning af for mange drivhusgasser. Men min glæde har grænser.
Kyoto skaber også problemer, og vi kan gøre det bedre.
Putins positive tilsagn bør derfor anspore til, at vi nu for
alvor går i gang med at planlægge for perioden efter 2012, når
Kyoto løber ud.
FRA PROBLEMREDUKTION TIL PROBLEMLØSNING
Koytoprotokollen har med succes fået os til at arbejde på at
begrænse forureningen fra udledende virksomheder i elsektoren. Til
det har vi skabt et kvotehandelssystem, der effektivt får os til at
koncentrere os om, hvor vi kan reducere udledningen billigst.
Men kvotesystemet flytter desværre vores opmærksomhed væk fra at
levere løsninger, som f.eks. vedvarende energi-systemer, hvor
udledningen er lig nul. Særligt indenfor vindkraft er den danske
elsektor leveringsdygtig i konkurrencedygtige løsninger.
Mit ønske om at arbejde med en planlægning, der strækker sig ud
over Kyoto-perioden, har derfor to mål. For det første at gavne
miljøet, men også at styrke den danske eksport. For at nå dertil
vil jeg allerede nu begynde arbejdet for at sikre en ny protokol
til FN’s klimakonvention, så vi ved, hvad der skal ske, når
Kyoto-protokollen løber ud i 2012.
Den nye protokol skal efter 2012 i højere grad sikre, at
vedvarende energi får mere plads i elsystemerne. Vi ved, at Kyoto
kun er en start, og de nødvendige private investeringer i
elsektoren kræver, at vi som politikere leverer nogle lange og
gennemskuelige planlægningshorisonter.
Den nye protokol skal derfor række mindst 20 år ud i fremtiden,
og løbende forlænges. Den skal have fokus på løsninger i stedet for
på at reducere problemet. Kan vi fortælle markederne det allerede
nu, vil også udmøntningen af Kyotoprotokollen inden 2012 forberede
den nødvendige re-orientering af elsystemerne.
Et så tydeligt politisk signal vil sætte gang i en dynamisk
innovativ proces, hvor vi i Danmark vil have gode muligheder for at
høste frugterne – både i form af mindre CO2 og bonus på BNP.
INVESTERINGSPLAN FOR FREMTIDEN
Som Kyoto-protokollen fungerer nu, gør den det ikke attraktivt
at investere inden for landets grænser. Det er på trods af, at vi
lever af at udvikle og sælge verdens bedste miljø- og
energiteknologiske løsninger, og vi halter langt bagefter vores
nationale mål om CO2-reduktioner.
Problemet er, at Danmark indtil videre har satset på at købe
CO2-kvoter især i østlandene. Vurderingen er, at det er den
billigste løsning her og nu. En ensidig satsning på kortsigtede
økonomiske gevinster er imidlertid en risikabel strategi, fordi der
hersker betydelig politisk og økonomisk usikkerhed på
kvotemarkederne.
Den store fokus på at reducere, hvor det er billigst, arbejder
desuden imod industriens behov for at have adgang til et effektivt
og efterspørgende hjemmemarked, hvor de førende danske virksomheder
kan udvikle de løsninger, der skal sikre os den globale afsætning
på det lange sigt.
Vi skal bruge i stedet bruge vores styrker, satse nationalt og
investere i miljø- og energiteknologier. Vi skal for eksempel bygge
vindkraftværker og lukke kulkraftværker. Sådan kan vi også komme
overkapaciteten til livs.
I mine øjne er løsningen, at vi sideløbende med den ny protokol
til FN’s klimakonvention, arbejder for en national investeringsplan
for elsektoren.
Investeringsplanen skal sætte politiske målsætninger for,
hvordan vi udvikler den danske del af det europæiske energisystem
til at kunne indeholde endnu mere vedvarende energi. Derved sørger
vi for at mindske vores afhængighed af ustabile regioner og dyre
brændstoffer, mens udslippet af CO2 mindskes betydelig. Samtidig
sikrer vi de vedvarende energiformer et hjemmemarked, der vil
fungere som ideelt udstillingsvindue for industrien.
Men det betyder, at vi skal stille skarpt på fremtidens vilkår
for investeringer i energi. Disse vilkår vil være grundlæggende
anderledes end i dag, fordi elmarkedet er blevet liberaliseret.
Vi skal tænke over, hvordan vi sørger for, at markedet foretager
de investeringer, der er nødvendige for at nå vores mål. Blandt
andet skal det være helt klart, hvordan vi sikrer nye
elproduktionsanlæg baseret på vedvarende energi rimelige
konkurrencevilkår på et marked, hvor stort set hele den
eksisterende kapacitet er etableret med en eller anden form for
støtte.
Derfor er politiske signaler om vores fremtidsønsker afgørende.
Kun med langsigtede politiske målsætninger kan vi præge
energimarkedet. Det skal være mit bidrag til, at vi nationalt fejer
for egen dør, fastholder vores position som førende leverandør af
energiteknologi og sikrer en renere fremtid efter 2012.
Miljøhorisont november 2004
