Go to international edition
Vindmølleindustrien
 

Hvordan kommer vi op af olietønden?

Af Bjarne Lundager Jensen, direktør i Vindmølleindustrien

 

Olieprisen er på vej til at sprænge alle rammer. I sidste uge nåede prisen over 51 dollars per tønde. Den stigning i olieprisen er ikke bare underholdning på CNN, men økonomisk alvor for både danske virksomheder og familier. For os alle er energi-regningen steget ganske betydeligt i det sidste år. Den globale vækst falder med et halvt procentpoint, hvis olieprisen holder sig på det nuværende niveau resten af året.

 

Olieprisen er samtidig bestemmende for markedsprisen på gas og kul, hvor priserne også er røget kraftigt i vejret. Med det kinesiske storforbrug af energi, og den forsatte ustabilitet i Irak vil priserne sandsynligvis ikke falde foreløbig. Olie-, gas- og kulprisernes himmelflugt betyder, at verdens regeringer spejder efter nye og stadigt billigere energiressourcer. Derfor peger eksperter på, at atomkraft og vedvarende energi vil dominere fremtidens energibillede.

 

Selvom Sveriges regering har lukket Barsebäck, gør atomkraften stort comeback i hele Europa. Finland har lige besluttet at bygge et nyt atomkraftværk, og i England, Frankrig og Spanien står nye reaktorer også højt på dagsordenen.

 

Spørgsmålet er om, det er atomkraft eller vedvarende energi, som skal spille en større rolle på den energipolitiske scene i fremtidens Europa. Der er bestemt fordele ved atomkraft. Men så længe man ikke har løst affaldsproblemet, må det ikke blive atomkraften, der sætter dagsordenen for fremtidens miljø- og energipolitik i EU. Det er ikke bare farligt. Det er også alt for dyrt for skatteborgerne i det lange løb at skulle betale for den omkostningstunge forsikring, der følger med atomkraften.

 

Det er afgørende, at Danmark sætter sit præg på fremtidens energibillede med vindkraft – ikke mindst fordi, det kan give bonus på BNP. Desuden har vindenergi ikke har de samme problemer som atomkraft. Vindkraft har ingen udgifter til brændsel – vinden er en gratis hjemlig ressource. Derfor kender man produktionsomkostningerne langt ud i fremtiden. Det bidrager til stabile, lave elpriser. Og vindenergi bliver i modsætning til andre energikilder billigere og billigere. I de seneste 20 år er omkostningerne per kilowattime reduceret med 80 %. Og den tendens fortsætter. Vindmølleindustrien forventer at sænke omkostningerne med yderligere 20 % frem med 2020.

 

EU-kommisionen ser i øjeblikket nærmere på, hvordan man kan styrke vindkraften i Europa især, når det gælder udbygning på havet. Danmark har her en historisk mulighed for at udnytte en klar styrkeposition – danske virksomheder har installeret 90 % af verdens nuværende vindkraftkapacitet til havs. Næste år bliver København centrum for en offshorekonference med 1000 internationale deltagere fra både industri og politiske organer. Med andre ord skal vi satse på vindkraft. Det er energi, der kan betale sig for EU’s borgere og skabe væsentlige valutaindtægter til Danmark.

 

Børsen den 20.10.2004

Kontakt

Vindmølleindustrien

Vester Voldgade 106
DK-1552 København V, Danmark
Tel: +45 3373 0330
Fax: +45 3373 0333
E-mail: danish@windpower.org
Om os

Læs mere om Vindmølleindustrien:

Om os | Vision | Bestyrelsen | Sekretariatet | Om windpower.org | Medlemmer