Manden med planen

I juni måned landede Martin Lidegaard i Kina. Besøget hos verdens næststørste olieimportør gjorde én ting glasklart for de radikales energiordfører: det globale energiforbrug går med hast én vej, og det er op.

 

Velstandsappetitten i Kina betyder, at landets olieforbrug alene forventes at vokse til femdobbelt størrelse i løbet af de næste 25 år. I 2030 vil Kina dagligt importere 10 millioner tønder olie. Derfor skal der handles på energifronten, mener Martin Lidegaard.

 

Fligen af det globale olieproblem strejfede ham dog før turen til Kina. Da Nordsøolien blev et varmt emne, begyndte tanken om den danske energiforsyning at spire i hans hoved.

 

Den danske olieproduktion topper om fem år, derfor forsøgte Lidegaard at få en langsigtet energiplan igennem sammen med aftalen fra sidste år om beskatningen af Nordsøolien – uden held. I stedet fik han travlt med det seneste energiforlig. Her lykkedes det at få parterne til at forpligte sig til at lave en langsigtet plan for den danske energiforsyning.

 

”Siden begyndelsen af 90erne har politikere ikke sagt: lad os nu glemme de næste to år og lad os se på, hvordan Danmarks energiforsyning skal se ud de næste 25 år,” siger Martin Lidegaard.

 

Benzinpriser hjælper

Energiplanens omdrejningspunkt bliver at sikre energiforsyningen. Planen skal både jonglere med energibesparelser, vedvarende energi og det intelligente energisystem. Hvis forsyningen skal sikres, vil energifremtiden bestå af en blanding af gas og vedvarende energi, mener Martin Lidegaard.

 

Men han tror ikke, det bliver smertefrit at få de borgerlige partier med på planen. En spådom han blandt andet baserer på regeringens politik for CO2-reduktioner.

 

”Regeringens klimahandlingsplan er meget kortsigtet – kun til 2006 – og den baserer sig alene på at effektivisere kulkraftværkerne og købe sig til resten af CO2-reduktionerne i udlandet. Det er som at tisse i bukserne i frostvejr.”

 

Danmark har forpligtet sig til at reducere sit CO2-udslip med 21 procent i perioden 2008 til 2012. Martin Lidegaard forestiller sig, at målet skal nås ved at erstatte vores kulforbrug med gas. Sideløbende skal vi indfase mere vedvarende energi.

 

”Vi skal blandt andet finde systemer, der kan håndtere, at vi får mere vindenergi uden overløbsproblemer. Det tager noget tid og bliver lidt dyrere, end vi har været vant til.”

”Men vi bliver også nødt til at sige til folk, at jo tidligere vi kommer i gang med at omstille os til den nye situation, jo stærkere vil vi stå. Og vi vil have en større chance for at udnytte de eksportmuligheder, der ligger i hele det globale marked, som de næste årtier skal gå samme vej.”

 

Danske energiaktører øjner i øjeblikket eksportmuligheder i de stærkt olieafhængige lande. Kina lokker især, fordi landet har forpligtet sig til, at 10

procent af energiforbruget skal komme fra vedvarende energi i 2010.

 

Trods eksport – hvordan har du tænkt dig at sælge de dyrere planer til de borgerlige partier?

”Min fortrøstning er, at vi taler om langsigtede målsætninger. Nogle gange er det lettere at blive enige om langsigtede målsætninger end noget, der skal på næste finanslov. Min anden fortrøstning er, at jeg tror, at Venstres vælgere heller ikke bryder sig om, at benzinpriserne stiger. Jeg håber, at Venstre på et tidspunkt vil indse, at det er en god politisk sag.”

 

Kamp fra dør til dør

Men når en plan ikke forpligter på næste års finanslov, hvordan sikrer man så, at den ikke bliver politisk varm luft?

”Jeg tror, man skal sætte sig nedog lave et fremtidsscenarium for om 25 år. Så skal vi arbejde os tilbage og sige: hvad skal der til? På et tidspunkt vil man nå til næste års finanslov, og det bliver så det svære… Nej, jeg er ikke overdreven optimist. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg, det bliver en kamp fra dør til dør. Det har alle energiforlig indtil nu været. Men jeg håber, vi kan hæve os lidt over de mudrede vande og skue klart ud.”

 

Klarsynet, mener Lidegaard, består i at blive enige om forudsætningerne for handlingsplanen. Han ser ingen tegn på, at hverken energiforbruget

eller olieprisen falder foreløbig.

 

”Det vigtige er, at jeg kan se Venstre i øjnene og sige: er vi enige om, at det sker?”

 

Flere elementer tyder på, at Lidegaards formodninger holder stik. En cocktail af Kinas turboøkonomi, uroen om det russiske olieselskab Yukos og  ustabiliteten i Irak har været affyringsrampen for olieprisen, der ligger i det højeste niveau i 20 år.

 

Den radikale energiordfører håber, at sikkerhedspolitikken kan blive trumfkortet og sikre en bredere politiskalliance for energiplanen.

 

”En del af spørgsmålet er, hvordan sikrer vi Danmarks interesser?” spørger politikeren, der gerne vil vriste sig fri af afhængigheden af både Mellemøsten og Rusland.

 

Relaterede links

Se Teknologirådet rapport "Når den billige olie slipper op?"

Læs om energihandlingsplanen på Energistyrelsens hjemmeside