Mark Berg
Mark Berg
30 år
Uddannet fra Ingeniørhøjskolen i Århus på maskinretningen i 2001.
Ansat hos Hydac A/S i 2004.
Mark Berg er fascineret af store maskiner, og når man kombinerer det med et grønt aspekt, så får man svaret på, hvorfor Mark Berg er i vindmøllebranchen.
"Det, at man er med til, at udvikle noget, der gør en forskel er vigtigt. Det er en industri, hvor der hele tiden sker noget nyt, og der er rig mulighed for at udnytte mine faglige kompetencer, " siger Mark Berg og fortsætter: "Samtidig er det spændende, at Danmark har førertrøjen - det giver jo nogle helt særlige internationale muligheder."
Fascinationen førte i første omgang Mark Berg til NEG Micon og derfra videre til Hydac A/S som key account manager. I dag siger visitkortet Wind Power Manager for vindgruppe, der er ansvarlig Hydac koncernens vindaktiviteter i Danmark, samt en række udenlandske aktiviteter inden for branchen.
Rollen som leder af vindafdelingen har skabt nye udfordringer og behov. Der skulle udvikles nye egenskaber både på et fagligt og personligt plan. "Jeg startede i branchen med en teknisk fascination og stolthed, og det var udfordring at udvikle mine evner til at sætte fokus på det salgsmæssige som key account mananger. Nu er det så det ledelsesmæssige, hvilket er en udfordring, jeg er særligt glad for. Det betyder nye erfaringer og nye værktøjer," fortæller Mark Berg.
Det er blot et år siden, at vindkraft blev en selvstændigt afdeling i Hydac, og filosofien for udviklingen er klar for Mark Berg: "Det handler om teamwork. Og så ansætter vi kun nogen, der er klogere end os selv," siger Mark Berg med et smil og fortsætter: "Men helt alvorligt så er det altafgørende med de rigtige menneskelige kompetencer, når man står med de udfordringer som vi gør i dag."
Både Mark Berg og den filosofi møder opbakning hos kollegaerne, som beskriver Mark som et klart førstevalg til global Wind Power Manager. Han bidrager til en udviklende og motiverende samarbejdsform, hvor der ligges vægt på at arbejde som ét team.
Fremtiden kommer ifølge Mark til at kræve kvantespring for hele branchen. Nogle af nøgleordene er i den sammenhæng teknisk konsolidering og serieproduktion. "Underleverandørerne kommer til at spille en ny og central rolle. De vil gå fra at være komponentleverandører til at blive system- og modulleverandører. Det betyder, at vindmølleproducenterne i langt højere grad kan trække på mange flere af industriens udviklingskompetencer og produktionskapacitet, og på den måde på sigt styrke deres position," fastslår Mark Berg.
Mark Berg er efter hans opfattelse at finde blandt dem, der skal håndtere fremtidens udfordringer i branchen. For ham er der ingen tvivl om, at det er ledelsesvejen, han vil forfølge. "For mig er dét det strategiske, og det med mennesker, som er spændende. Jeg trives uden tvivl i den rolle," afslutter Mark Berg.