Fortsat stor opbakning til vindkraft
Helene Aagaard (2008-03-12)
En ny undersøgelse, som Greens Analyseinstitut har lavet for Børsen, viser at danskerne stadig er vilde med vind. Faktisk er over 90 pct. nu tilhængere af en udbygning af vindkraft i Danmark.
Greens har spurgt 992 dansker om deres syn på vindmøller, og der er ingen tvivl. Danskerne er fortsat meget positive over for vindkraft trods sidste måneds to havarier.
91 pct. støtter en udbygning med vindkraft, mens kun 6 pct. føler, at de to vindmøllehavarier i slutningen af februar har påvirket deres holdning til vindmøller i negativ retning.
"Vi glæder os selvfølgelig over den stærke folkelige opbakning til vindkraft. Endnu vigtigere er der dog, at befolkningen ikke er påvirket over de uheld som har været. Det viser, at fok godt kan forholde sig til proportionerne," siger Bjarne Lundager Jensen, adm. direktør i Vindmølleindustrien.
Undersøgelsen viser også, at uheldene ikke har haft den store påvirkning hos danskerne. 85 pct. er trygge ved at færdes i nærheden af vindmøller.
"Specielt nu, hvor energiforliget er på plads, og vi skal i gang med en stor udbygning af vindkraft frem mod 2012, er det dejligt bekræftende med sådan en undersøgelse, der viser, at opbakningen er stor," siger Bjarne Lundager Jensen.
I løbet af foråret, vil Energistyrelsen fremlægge forslag til, hvordan kravene til serviceeftersyn af vindmøller kan strammes.
Greens undersøgelse er foretaget mellem den 3. og 5. marts.
Relaterede links
Vindmølleindustrien foreslår skærpet lovgivning
Ny undersøgelse: Danskerne vil mærke suset
Udbygning med vindkraft er en god forretning for elforbrugerne