Vindmølleindustrien foreslår skærpet lovgivning
Vindmølleindustrien tager de to møllehavarier hhv. den 22. og 23. februar meget alvorligt og foreslår derfor Klima- og Energiminister Connie Hedegaard, at serviceeftersyn på vindmøllerne gøres lovpligtigt. Et misligholdt serviceeftersyn skal give et vindmøllestop.
Branchen er allerede i gang med at efterse de interne procedurer for service og vedligehold, så vi kan være sikre på at sikkerheden er i top. Men Vindmølleindustrien foreslår også, at der gennemføres en skærpet lovgivning og kontrol på området. Serviceeftersyn på vindmøllerne skal gøres lovpligtigt og eftersynet skal foretages årligt.
Adm. direktør i Vindmølleindustrien Bjarne Lundager Jensen siger at, "Det er utrolig vigtigt, at befolkningen føler sig trygge ved vindmøllerne, og vi gør alt hvad vi kan for at forhindre havarier i fremtiden. Derfor er det os magtpåliggende, at problemerne i forbindelse med service og vedligehold af vindmøller i Danmark løses hurtigt."
Vindmølleindustrien foreslår derfor Klima- og Energiminister Connie Hedegaard, at;
-
Lovpligtigt serviceeftersyn af vindmøller
-
Certificering af servicevirksomheder
-
Uddannelseskrav til servicemontører
-
Misligholdt servicecertifikat skal give møllestop
"En gennemførelse af disse tiltag vil sikre, at der kun kører vindmøller i Danmark, som er serviceret af en certificeret virksomhed med kvalificerede montører. Det vil ikke alene nedbringe risikoen for havarier i fremtiden, men også højne servicetilsynenes faglige niveau," siger Bjarne Lundager Jensen og fortsætter,
"Det er vigtigt, at der bliver handlet hurtigt, så danskernes tillid til vindmøllerne rundt omkring i landet ikke bliver skadet. Vi håber, at Klima- og Energiministeren vil tage godt imod forslagene, og ser frem til en konstruktiv dialog i den nærmeste fremtid."
Vindmølleindustrien har sendt følgende forslag til Klima- og Energiministeren:
- Lovpligtigt serviceeftersyn af vindmøller
Der indføres lovpligtige serviceeftersyn af vindmøller som en del af møllens typegodkendelse. Serviceintervallet defineres i møllens godkendelse, dog må serviceintervaller maksimalt være af et års varighed. De lovpligtige serviceeftersyn skal udføres af en certificeret servicevirksomhed. Mølleejeren har ansvaret for, at møllen serviceres i henhold til typegodkendelsen.
- Certificering af servicevirksomheder
Alle virksomheder, der ønsker at udføre service på vindmøller i Danmark, skal certificeres. Herved sikres det, at serviceleverandøren har et godkendt kvalitetssystem og kan auditeres i relation til dokumentation og kvalitet af udført arbejde.
- Uddannelseskrav til servicemontører
Certificeringen skal blandt andet indeholde minimumskrav til servicemontørernes uddannelse for at sikre, at alle servicetjek udføres af kvalificeret personale. En uddannelsesplan vil være en del af certificeringen, hvor de certificerede serviceselskaber kan blive auditeret i relation til den beskrevne uddannelsesplan.
- Misligholdt servicecertifikat skal give møllestop
Vindmøllen udstyres med et certifikat, som fornyes af den certificerede serviceleverandør ved hvert servicebesøg. Certifikatet udløber maksimalt tre måneder efter tidspunktet for oprindeligt planlagt service. Hvis et certifikat ikke er fornyet indenfor tidsfristen, har mølleejeren ansvaret for, at vindmøllen stoppes, indtil det lovpligtige serviceeftersyn er gennemført og møllens certifikat herved kan fornyes.
For yderligere information kontakt:
Adm. direktør Bjarne Lundager Jensen, tlf. 33 73 03 31 el. 40 41 93 33
Kommunikationskonsulent Rune Birk Nielsen, tlf. 33 73 03 39 el. 61 33 36 53