Go to international edition
Vindmølleindustrien
 

Lad os nu få en energipolitisk aftale!

Af  Bjarne Lundager Jensen, adm. direktør i Vindmølleindustrien, Lars Aagaard, vicedirektør i Dansk Energi og Anders Stouge, branchedirektør i Energi Industrien i DI

 

Midt i en tid med energipolitiske forhandlinger, som måske, måske ikke finder sted føler vi et behov for at komme med et opråb til de folkevalgte på tinge.

 

Vi står med en energi- og klimaopgave af et omfang, der gør at vi bliver nødt til at tænke ud af boksen, og hvor vi samtidig må erkende, at vi er en del af en europæisk virkelighed.

 

Fra et dansk perspektiv er det positivt, at det med EU-kommissionens energi- og klimaudspil fra den 23. januar er lykkedes at udmønte en ambitiøs og bindende plan for udbygning af vedvarende energi på europæisk plan. Planen skal ses som en integreret del af en samlet plan for at nedbringe vores udslip af CO2.

Her er det positivt, at Danmark bliver forpligtet til at øge andelen af vedvarende energi til 30 pct. i 2020 som bidrag til EU's mål om 20 pct. vedvarende energi. Det er dog vigtigt, at politikkerne i de videre forhandlinger holder et skarpt øje med de øvrige EU-lande. Der er nemlig indbygget en mekanisme i Kommissionens forslag, hvor mere vedvarende energi i Danmark ikke giver mere vedvarende energi i EU.


Med de virksomheder der er repræsenteret i Danmark, byder det på store erhvervsudviklingsperspektiver. Herunder for de største investorer i den vedvarende energi, vores energiselskaber, og alle virksomhederne i vindmølleindustrien, fjernvarmesektoren , solvarme, biomasseanlæg etc.


Fra tid til anden får man fornemmelse af, at nogen tror en af disse teknologier kan løse det hele. Det er forkert. Hele buketten af energi- og klimavenlige teknologier må i spil for at indfri klimamålet og målet om en fordobling af den vedvarende energi inden 2020.


En ensidig fokusering på én teknologi vil blive uhensigtsmæssigt dyr og ikke udnytte dansk ekspertise og eksportmuligheder optimalt. Der er ikke enten biomasse eller enten vindenergi, men et både og. Der er behov for både solenergi, biomasse, vindenergi osv. i ganske store mængder, når vi skal øge vores andel af vedvarende energi markant over de næste 12 år.

Der er samtidigt behov for i langt højere grad at sættes fokus på energibesparelser og energieffektivisering, så vi anvender energien mest hensigtsmæssigt.

 

Vi skal naturligvis gå efter mest af det billigste og vælge de teknologier, der virker nu. Mere biomasse i vores kraftværker og mere vindkraft på land og på havet er eksempler på ting der ligger lige for.

 

Et centralt element i en samlet vision for en fremtidsorienteret og holdbar dansk energi- og klimapolitik må også omfatte gode rammer for udvikling af, CO2-frie eller i det mindste mindre CO2-belastende teknologier og løsninger. Løsninger, som på én og samme tid kan hjælpe både Danmark og andre lande med at gøre noget ved de menneskeskabte klimaproblemer, samtidig med at Danmark er et af de vigtigste internationale centre for innova­tion og erhvervsmæssig aktivitet omkring udviklingen og salget af disse løsninger.

 

Som et eksempel på et område der kan satses på, kan vi pege på, at transportsektoren allerede nu skal indtænkes. Anvendelse af plugin-hybrid og elbiler bør frem mod 2020 spille en fremtrædende rolle i det intelligente energisystem. Inddragelse af transportsektoren vil endvidere øge mulighederne for at indpasse større mængder VE i energisektoren markant.

 

Afslutningsvis må vi opfordre til, at vi får en energipolitisk aftale. Der er ingen, der overhovedet vil investere, så længe der er den her politiske usikkerhed. Endvidere skal aftalen jo udmøntes bag efter. Det tager også tid.

 

Hastværk er selvfølgelig lastværk. Men det punkt er vi vist forbi nu.

Kontakt

Vindmølleindustrien

Vester Voldgade 106
DK-1552 København V, Danmark
Tel: +45 3373 0330
Fax: +45 3373 0333
E-mail: danish@windpower.org
Om os

Læs mere om Vindmølleindustrien:

Om os | Vision | Bestyrelsen | Sekretariatet | Om windpower.org | Medlemmer