Myter om møllestøj
Af Rosa Klitgaard Andersen, konsulent i Vindmølleindustrien
Lavfrekvent støj fra vindmøller har den seneste tid fået debatten til at rejse sig, men desværre er det ikke fakta og grundighed, som har præget debatten.
Faktisk har en større undersøgelse om lavfrekvent støj været i gang i snart to år. DELTA, Forskningscenter Risø, og Aalborg Universitet står for det videnskabelige arbejde.
Formålet med undersøgelsen er at skabe større viden og dokumentation for de nye møllers lavfrekvente støjniveau, og de endelige resultater er klar i foråret 2008.
En af undersøgelsens foreløbige konklusioner er, at der ikke er tegn på, at nye, større møller giver ekstra aerodynamisk støj i det lavfrekvente område i forhold til mindre møller. En anden konklusion er, at der med sikkerhed ikke opstår problemer med infralyd, hvis man er nabo til en vindmølle . Det er ganske væsentlige konklusioner.
Industrien gør meget for at mindske støjen. Derfor støjer moderne møller langt mindre end de ældre små modeller.
For at sikre naboerne yderligere er der lovkrav om, at støj fra vindmøller ikke må overstige 44dB målt ved nabobeboelse. Det svarer til sagte tale, og er et ganske restriktivt krav sammenlignet med støj fra andre industrianlæg.
Når man følger debatten kan man sidde tilbage med det indtryk, at opsætningen af møller foregår mere eller mindre vilkårligt. Intet er mere forkert. Ingen vindmøller bliver opstillet uden en meget grundig og langvarig planlægningsproces i kommunerne, hvor alle påvirkninger vurderes - herunder støjpåvirkningen.
Hvis vi skal stoppe klimaforandringerne skal der også i fremtiden være plads til både mennesker og møller.