Vrøvl om vindkraft
Af Rune Moesgaard, økonom, Vindmølleindustrien
Ole T. Krogsgaard (OK) bringer i et indlæg den 16. juli en række betragtninger om elmarkedet og vindkraft. Desværre har OK fået det meste galt i halsen.
Det er korrekt, at elprisen for danske forbrugere ligger i den højere ende sammenlignet med resten af Europa, men at det - som OK påstår - er vindkraftens skyld, kunne næppe være mere forkert. Årsagen til de høje elpriser skal findes i høje skatter og afgifter på el, som går direkte i statskassen. Ses der derimod på prisen for el, nettariffer og PSO, som indeholder tilskudsordningerne til vedvarende energi og forskning, har Danmark de laveste priser i EU.
En gennemsnitlig husstands elregning var i 2006 på 1,75-1,95 kr./kWh. Heraf udgjorde den vedvarende energi ca. 4 øre/kWh, og vindkraftens andel var det halve, dvs. ca. 2 øre/kWh. Vedvarende energi og vindkraften udgjorde dermed 1-2 pct. af den samlede elregning. Skatter og afgifter udgjorde til sammenligning ca. 1 kr. Det fremstår derfor evident, at vindkraft ikke bærer noget stort ansvar for elregningens størrelse. Disse beregninger er ikke hemmelige, som OK hævder, men frit tilgængelige hos Energistyrelsen og Energinet.dk.
OK har også misforstået det, når han tror, der eksporteres el til lavpris. Fakta er, at den elpris, der gælder i de lande, vi eksporterer til, typisk er høj samtidig med, at vi har stor produktion af vindmølleel i Danmark. Systemansvaret i Danmark, Energinet.dk, tjente i 2005 287 mio. kr. herpå. Disse penge kommer alle danske elforbrugere til gode, da de anvendes til vedligehold og udbygning af elnettet i Danmark.
OK mener, at behovet for back-up kapacitet i det danske elsystem alene skyldes vindmøller. Men selv uden en eneste vindmølle ville der være behov for kraftværker til back-up kapacitet i systemet, når andre værker er under vedligeholdelse eller bryder sammen. Med til det samlede regnestykke for vindmøller hører de sparede omkostninger i form af mindre skade på miljøet samt færre sygdomme pga. lavere udledning af skadelige stoffer. Endelig skal man medregne værdien af den større uafhængighed af usikre leverancer af fossilt brændsel til usikre priser, som Danmark opnår ved at satse på vedvarende energi.
Konsulentfirmaet Ea-Energianalyse konkluderer i en rapport (maj), at det er fuldt teknisk muligt at integrere 50 pct. vindkraft i elsystemet inden 2025, samt at det er økonomisk fordelagtigt. Konklusionerne bliver bekræftet af en tilsvarende analyse, foretaget af Institut for Miljøvurdering (juni) Analyserne er frit tilgængelige på Vindmølleindustriens hjemmeside www.windpower.org Disse rapporter understøtter blot behovet for at se på, hvilke virkemidler vi kan anvende for at integrere mere vedvarende energi.