Afstand
Vindmøller kan ses i landskabet. De nye vindmøller er mellem 100-150 meter høje, og de skal helst stå der, hvor der er forholdsvis frit og åbent, fordi det er dér, der er mest vind.
I dag er det bærende for placeringen af vindmøllerne afstanden til nærmeste naboer, og møllens indpasning i landskabet.
Afstandskrav
Vindmøllecirkuleret fra 1999 bestemmer, at en vindmølle ikke må opstilles nærmere nabobebyggelse end 4 gange vindmøllens totalhøjde.
Det betyder for dig som nabo, at hvis møllen fx er 125 m høj, så skal den minimum opstilles 500 meter væk fra dig.
Vindmøllecirkuleret fastslår også, at hvis møllen er mindre end 500 meter væk fra nabobeboelse, skal der udformes en særlig redegørelse, der belyser gener for naboer.
Hvis man har været vant til, at energiproduktionen er usynlig for én, fordi man ikke selv bor ved siden af et kraftværk eller en højspændingsmast, så kan en høj vindmølle rage meget op i landskabet.
Men i modsætning til fx højspændingsledninger og kraftværker, har vindmøller både skrappere afstands- og støjkrav.
Det er vigtigt at huske, at de nye møller er meget mere effektive end de mindre og ældre møller. Dermed kan vi med meget færre møller producere væsentligt mere vedvarende energi og dermed også i højere grad reducere CO2 udledningen.
Faktisk kan vi med 1700 af de nye, moderne vindmøller levere 50 pct. vindkraft til Danmark. I dag dækkes 20 pct. af 5200 vindmøller.
Det vil også betyde, at der i fremtiden vil være langt færre vindmøller i landskabet, samtidig med at vi får meget mere vindkraft og grøn energi.
Planlægning
Vindmøller opstilles i Danmark efter, der er sket en grundig, politisk planlægningsproces. Det er altså de politiske beslutningstagere i kommunerne, der afgør, hvor en vindmølle bliver opstillet.
Vindmøller opstilles kun, hvis alle regler og love er overholdt. Dette gælder blandt andet plan-, naturbeskyttelses- og byggelovgivning samt selvfølgelig støj- og tilslutningsbestemmelserne.
Læs mere om selve planlægningsprocessen her.
Links
Vindmøllecirkuleret fra Miljøministeriet
Danmarks Vindmølleforening faktaark om Vindmøller i landskabet
Udskiftningsordningen
Miljøministeriet
Miljøministeriets vejledning om planlægning og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller