Go to international edition
Vindmølleindustrien
 

Planlægning

I Danmark er det kommunerne, som udpeger områder til opstilling af vindmøller på land. Dette sker gennem forskellige demokratiske processer, hvor du har mulighed for at komme til orde.

 

Opførelsen af havmøller har Energistyrelsen derimod ansvaret for.

ny molle


For at få mest mulig energiproduktion er det vigtigt, at vindmøllerne står de rigtige steder - altså der, hvor der er gode vindforhold.

Men det er samtidig vigtigt, at møllerne bliver placeret hensynsfuldt i forhold til befolkningen og særligt møllens naboer.

 

Processen

Vindmøller bliver rejst i henhold til de gældende love og regler, heriblandt plan-, naturbeskyttelses- og byggelovgivningen samt støj- og tilslutningsbekendtgørelserne.

 

Før en vindmølle opstilles, sker der en meget grundig planlægningsproces, der sikrer, at alle aspekter ved opstillingen bliver undersøgt.
Processen består af forskellige trin, hvor du har mulighed for at blive hørt.

 

Kommuneplanlægning

Kommuneplanen er den bærende og helt afgørende overordnede plan, hvor borgere og virksomheder kan orientere sig om mål og regler for arealanvendelsen i deres kommune og lokalområde.

 

Kommuneplanen er derfor også overgangsleddet mellem landsplanlægningen og den detaljerede lokalplanlægning. Når der laves en kommuneplan, tages der stilling til alt i kommunen, heriblandt også vindmøller.

 

Under kommuneplanlægningen er der altid en høringsperiode, hvor du har mulighed for at komme med indlæg og stille spørgsmål. Denne periode varer i 8 uger. Først derefter kan en kommuneplan vedtages.

 

VVM-redegørelse - Vurdering af virkninger på miljøet

Hvis det besluttes at opstille vindmøller i et givent område i en kommune under kommuneplanlægningen, laves der en VVM-redegørelse, hvis møllerne er over 80 meter, eller hvis der er mere end 3 møller, der skal opstilles.

 

En VVM-redegørelse undersøger miljøforholdene ved et større byggeri, som vindmøller jo er.

 

Efter VVM-redegørelsen er der igen en høringsperiode på 8 uger. Hvis det besluttes, at der skal arbejdes videre med opstillingen af vindmøller på baggrund af VVM-redegørelsen, går kommunen videre med at udarbejde en detaljeret lokalplan. Dette vil typisk være tilfældet med de nye projekter i dag.

 

Lokalplanen

Ifølge vindmøllecirkulæret skal en lokalplan for vindmøller indeholde bestemmelser om møllens præcise placering, udseende samt mindste og største totalhøjde.

Mølle tæt på


Dette betyder også, at en sådan lokalplan skal formulere, hvordan vindmøllen visuelt vil påvirke naboer, natur, landskabet, kulturhistoriske værdier og jordbrugsmæssige interesser.

 

Ligesom under kommuneplanlægningen, har du også under lokalplanlægningen mulighed for at gøre indsigelser over planlægningen. Der er en høringsperiode på 8 uger.

 

Når lokalplanen er vedtaget, kan der udstedes byggetilladelse til vindmøllen. 

Retlige spørgsmål kan påklages til Naturklagenævnet, hvis der fx har været fejl i lokalplanens dannelse.

 

Links

Vindmølleindustriens anbefalinger i forhold til vindmølleplanlægning

Miljøministeriet

Udskiftningsordningen

Danmarks Vindmølleforenings faktaark om planlægning

Naturklagenævnet

Kontakt

Vindmølleindustrien

Vester Voldgade 106
DK-1552 København V, Danmark
Tel: +45 3373 0330
Fax: +45 3373 0333
E-mail: danish@windpower.org
Om os

Læs mere om Vindmølleindustrien:

Om os | Vision | Bestyrelsen | Sekretariatet | Om windpower.org | Medlemmer