Go to international edition
Vindmølleindustrien
 

Vi konkurrerer gerne

Af Rune Moesgaard, økonom, Vindmølleindustrien


I sin leder den 13. maj fandt JP endnu engang under overskriften "Vindvid" plads til at holde liv i den heksejagt, som avisen i længere tid har drevet mod vindkraften. Markedsbaserede investeringer og omkostningseffektivitet hyldes, og der advares mod at udbygningen med vindkraft vil sætte markedskræfterne ud af spil.

 

JP slår fast, at investeringer i vindkraft vil kræve massive investeringer i overkapacitet til at dække de perioder, hvor vinden ikke blæser. JP finder, at dette passende kan ske ved investeringer i "backup kapacitet baseret på klimauafhængigt brændsel, hvilket vil sige fossile eller nukleare brændstoffer".

 

Det er lidt morsomt, men desværre også temmelig skræmmende, at JP kalder fossile brændsler for klimauafhængige. Men det illustrerer imidlertid ganske godt avisens manglende forståelse for energisystemet og den miljøudfordring, vi står over for.

 

Vindmølleindustrien er tilhænger af markedskræfterne, men det må konstateres, at energisektoren historisk set langt fra har været kendetegnet ved at være styret af markedskræfterne, og heller ikke er det i dag. De eksisterende kulkraftværker er købt, betalt og afskrevet af skatteyderne og elforbrugerne under et system, hvor økonomiske tab var en umulighed. Det kan ingen andre teknologier - heller ikke vindkraft - konkurrere imod.

 

Det klinger derfor hult, når JP skriver, at "vindkraften skal finde sit naturlige leje i den frie konkurrence, der på et rent markedsøkonomisk grundlag bør udfolde sig i Danmark."

 

Markedskræfterne har endvidere kun begrænset evne til at tage højde for den luftforurening og de klimaproblemer, der følger i kølvandet på fossile teknologier. JP henviser til, at kvotemarkedet skal klare alle problemer. Men så længe kvoterne uddeles gratis, er det de facto en investeringsstøtte til de fossile teknologier og derfor konkurrenceforvridende i forhold til vedvarende energi. Markedskræfterne har også en del problemer med at håndtere forsyningssikkerheden.

 

Fortsat afhængighed af kul, olie og gasleverancer fra ustabile regioner i verden må bekymre ansvarlige politikere og danske energiforbrugere. JP er efterhånden en af de få, der synes, at markedskræfterne og kikkerten for det blinde øje er tilstrækkelige midler til at løse denne problemstilling.

Kontakt

Vindmølleindustrien

Vester Voldgade 106
DK-1552 København V, Danmark
Tel: +45 3373 0330
Fax: +45 3373 0333
E-mail: danish@windpower.org
Om os

Læs mere om Vindmølleindustrien:

Om os | Vision | Bestyrelsen | Sekretariatet | Om windpower.org | Medlemmer