Vi kan nå rigtig langt med vindkraft
Af Hanne Jersild, chefkonsulent i Vindmølleindustrien
Holger Skjerning er i Politiken den 3. maj ude i det ærinde at advokere for kernekraft i Danmark. Det gør han ved at hævde, at det er uklogt at udbygge yderligere med vindkraft herhjemme, sådan som regering og Folketing ellers fornuftigt nok lægger op til som led i omlægningen mod en mere miljøvenlig energiforsyning.
Skjerning påstår bl.a., at fordi vi i perioder med kraftig blæst eksporterer strøm til vores nabolande, dækker vindkraft kun 8,5% af det danske elforbrug - og ikke de ca. 20%, som Energistyrelsen opgør det til. I elnettet kan man ikke skelne mellem, om strømmen er produceret på en vindmølle eller et kul- eller gasfyret kraftværk - dermed kan man, som Skjerning gør det, ikke sætte en klar etiket på, hvor den strøm, der eksporteres kommer fra.
Skjerning fremhæver desuden, at strømeksporten til vores nabolande i kraftigt blæsevejr koster Danmark og elforbrugerne dyrt, fordi vi i disse perioder må sælge strømmen billigt. Det er ikke korrekt.
Faktum er, at vores nabolande betaler den pris for strømmen, som gælder i deres land, og ikke den pris der gælder i Danmark. Den danske systemansvarlige energinet.dk afregner med sine udenlandske kolleger, således at energinet.dk modtager halvdelen af forskellen mellem de to landes priser, men det andet land modtager den anden halvdel. Det er ikke et problem, som Skjerning fremhæver det, men en gevinst.
Fænomenet kaldes flaskehalsindtægter, og gav i 2005 energinet.dk en indtægt på 287 mio. kroner. Disse penge kommer alle danske elforbrugere til gode, da de anvendes til vedligehold og udbygning af elnettet i Danmark. Derimod rammer det selvfølgelig vindmølleejerne, når elprisen i perioder er lav, fordi de må nøjes med en lavere indtægt for deres strøm.
Når det er sagt, har Skjerning selvfølgelig helt ret i, at vi skal blive bedre til at indpasse og anvende stigende mængder vindkraft og vedvarende energi i energisystemet. Der er behov for en kraftig omlægning af vores energisystem i de kommende år, så vejen banes for, at vedvarende energi bliver rygrad i fremtidens energiforsyning.
Regeringens plan er at fordoble andelen af vedvarende energi i energiforbruget til mindst 30% i 2025, og det er bestemt en helt realistisk vision.