Go to international edition
Vindmølleindustrien
 

Landmøller er en del af fremtiden

Af Hanne Jersild, chefkonsulent i Vindmølleindustrien

 

Hans Ulrik Riisgaard skriver i et indlæg i Politiken den 30. marts, at de landbaserede vindmøller bør afvikles, og at vindmøller fremover udelukkende bør opstilles på havet i Danmark.

 

Men dette udsagn ligger langt fra det, der reelt vil komme til at ske i de kommende år. Regeringen forhandler netop nu med resten af Folketinget om sin nye energiplan 2025. Visionen er, at mindst 30% af den danske energiforsyning skal dækkes af vedvarende energi. Det betyder en væsentlig udbygning med ikke mindst vindkraft - et scenario i udspillet er, at vindkraft dækker 50% af elforsyningen i 2025.

 

Der vil med andre ord være behov for en løbende udbygning med vindkraft i de kommende år - både på havet og på land. Med vinden susende lige uden for vores døre, er det oplagt at udnytte den energi, der ligger lige for vores fødder, og vindkraft er i dag den mest omkostningseffektive vedvarende energiteknologi herhjemme - specielt når møllerne opstilles på land, hvor omkostningerne til fundamenter, net og vedligeholdelse er lavere end på havet.

 

Og der er absolut ingen grund til at frygte, at det danske land vil blive hensynsløst plastret til med vindmøller af den grund - tværtimod.

 

For det første vil antallet af møller blive reduceret kraftigt i løbet af de kommende små 20 år i takt med, at de mange ældre møller, som Hans Ulrik Riisgaard har udsigt til ved Limfjorden, nedtages og erstattes med langt færre moderne og langt mere effektive vindmøller. Beregninger viser, at vi kan øge vinddækningen af elforsyningen fra godt 20% i dag til 50% i 2025 - samtidig med at antallet af vindmøller reduceres fra de godt 5.000 vindmøller, vi har i dag, til ca. 1.500 møller i 2025.

 

For det andet bliver ingen vindmøller opstillet i dag uden, at der forinden er foregået et stort planlægningsarbejde fra de lokale myndigheders side. Et regeringsnedsat udvalg har netop set på, hvordan fremtidens vindmøller bedst muligt integreres i det danske landskab, og anbefalingerne vil blive omsat til et nyt cirkulære, som skal danne grundlag for kommunernes fremtidige udpegninger af vindmølleplaceringer.

 

Landbaserede vindmøller bør med andre ord være en del af Danmarks energifremtid - det er økonomisk sund fornuft og vil ved en omhyggelig og langsigtet planlægningsindsats i kommunerne ske under behørig hensyntagen til både naboer og den omgivende natur.

Kontakt

Vindmølleindustrien

Vester Voldgade 106
DK-1552 København V, Danmark
Tel: +45 3373 0330
Fax: +45 3373 0333
E-mail: danish@windpower.org
Om os

Læs mere om Vindmølleindustrien:

Om os | Vision | Bestyrelsen | Sekretariatet | Om windpower.org | Medlemmer