Nyt regeringsudspil styrker Danmark som globalt vindkraftcentrum (23.03.07)
Den 23. marts 2007
Regeringens netop offentliggjorte udspil om placeringer til forsøgsmøller på land modtages positivt af Vindmølleindustrien.
"Det har i de seneste år været et væsentligt problem, at vindindustrien ikke har kunnet opstille og teste den nyeste teknologi i nærheden af udviklingsafdelingerne i Danmark. Derfor er det glædeligt, at regeringen har taget initiativ til at finde egnede placeringer til fremtidens vindmøller. Det er et vigtigt skridt på vejen til at styrke industriens langsigtede udviklingsmuligheder herhjemme og fastholde Danmark som udstillingsvindue for ny vindkraftteknologi," siger Bjarne Lundager Jensen, direktør i Vindmølleindustrien.
Formålet med udvalgsarbejdet har været at finde et antal placeringer til de første møller i hver ny produktionsserie, de såkaldte 0-seriemøller. I første omgang peges der på otte områder fordelt over hele landet med plads til i alt 37 0-seriemøller over 150 m.
"Det er positivt, at de kommuner, der skal lægge jord til de nye områder, har taget godt imod planerne og vil gå konstruktivt ind i den kommende lokale planlægningsproces. For industrien er det desuden afgørende, at vi inddrages i regeringens videre arbejde med at fastlægge de vilkår, som skal gælde for de nye områder," siger Bjarne Lundager Jensen.
For yderligere information, kontakt venligst:
Direktør Bjarne Lundager Jensen, tlf.: +45 40 41 93 33
Chefkonsulent Hanne Jersild, tlf.: +45 20 31 66 11