Go to international edition
Vindmølleindustrien
 

Sæt ambitioner for den nationale energiplan

Af Bjarne Lundager Jensen, direktør i Vindmølleindustrien

 

Statsministeren præsenterede forleden på EU-topmødet i Finland det danske indspil til EU's energipolitik. Indspillet blev modtaget positivt af de andre lande, og det forlyder, at der er opbakning til, at EU's energiplan bliver ganske ambitiøs.

 

Ambitiøse målsætninger på europæisk plan plejer i høj grad danske interesser, fordi de kan styrke det danske marked inden for energi og få afgørende betydning for danske virksomheders muligheder for eksempelvis at eksportere ny energiteknologi. Ikke mindst den danske vindmølleindustri har en unik chance for at være leverandør til et mere rent og stabilt EU.

 

Danmark har en helt særlig position på vindkraftområdet, som vil komme landet til gavn, hvis der sættes ind med de nødvendige investeringer i både en europæisk og national energiplan. De danske vindmøllefabrikanter har mere end tidoblet omsætningen på ti år, og sidste år eksporterede industrien for 19 mia. kroner. 90 pct. af de danske fabrikanters møller sælges i udlandet, hvor Danmark sidder på ca. 40 pct. af markedet. Det skaber vigtige valutaindtægter til Danmark og beskæftigelse til mere end 21.000 danskere.

 

Det danske indspil til EU's energiplan bør derfor give et solidt aftryk i Danmarks egen nationale energiplan, der forventes offentliggjort inden nytår.

Lad os vise, at vi faktisk mener de gode, ambitiøse europæiske målsætninger ved at sætte egne fremadstræbende mål for den danske energipolitik. Lad os vise, at ord og handling følges.

 

Det er essentielt, at det danske indspil blev modtaget positivt af statsministerens kolleger på topmødet. Men lige så væsentligt er det, at et flertal af befolkningerne i EU bakker op om at øge andelen af vedvarende energi. Det viser Eurobarometer, EU-Kommissionens statistikkontor.

 

Det samme gør sig gældende i Danmark, hvor opbakningen til vindenergi er særlig høj. Her viser en nylig gennemført undersøgelse fra ACNielsen, at 9 ud af 10 danskere går ind for mere vindkraft, og at 77 % af de adspurgte mener, at "50 % eller så meget som muligt" af Danmarks elforbrug bør dækkes af vindkraft. Der er ligeledes flertal for, at regeringen sætter klare må for vindenergiens andel af Danmarks elforbrug.

At den danske befolkning bakker så markant op om vindenergi bør give genklang på Christiansborg i denne tid, hvor et udspil til en national energiplan forberedes.

 

Et andet relevant faktum er, at vind er en af de mest omkostningseffektive energiformer overhovedet, og vi har meget vind i Danmark. Derfor bør vindenergi få en central rolle i energistrategien.

De vigtigste elementer i en national energiplan er en kontinuerlig udbygning af både nye land- og havmøller, der kan sikre Danmarks fremtidige selvforsyning og samtidig fungere som et udstillingsvindue for verdensmarkedet.

 

Vindmølleindustriens anbefaling er, at vind skal levere 35 % af elforsyningen i Danmark i 2015 og 50 % inden 2025. Det er en realistisk ambition for elsektoren, hvis målsætningerne opfølges med de nødvendige virkemidler.

Og det er et vigtigt skridt på vejen til at gøre Danmark fuldstændig uafhængig af fossile brændstoffer. En erklæring, som statsministeren selv udtrykte ved Venstres jubilæum i slutningen af september.

 

 

Kontakt

Vindmølleindustrien

Vester Voldgade 106
DK-1552 København V, Danmark
Tel: +45 3373 0330
Fax: +45 3373 0333
E-mail: danish@windpower.org
Om os

Læs mere om Vindmølleindustrien:

Om os | Vision | Bestyrelsen | Sekretariatet | Om windpower.org | Medlemmer