Lars Tørrild Thorbek
Et yderst vovet og spektakulært vindmølleprojekt i oliestaten Bahrain har givet ingeniør Lars Tørrild Thorbek, 36 år, chancen for at vise sit talent for projektledelse.
Projektet i Bahrain, der går ud på at placere tre vindmøller på tre broer, som forbinder to 240 m høje bygninger, varetages i et samarbejde mellem vindteknikvirksomheden Norwin A/S og Rambøll A/S.
Lars Tørrild Thorbek, der har arbejdet som ingeniør hos Rambøll i godt seks år, blev med sin fortid som broingeniør koblet på Bahrain-projektet. Men som projektet udviklede sig, viste Lars Tørrild Thorbek nye faglige sider af sig selv.
”Lars var ikke oprindelig udpeget til at være leder for projektet. Men han blev det hen ad vejen, fordi han som den aktivt arbejdende i projektet hurtigt viste, at han udover konstruktionsarbejdet kunne styre projektforløbet såvel bredt teknisk som økonomisk,” forklarer direktør Per Lading, WEA Technology A/S, der har indstillet Lars Tørrild Thorbek til årets Talentpris.
Per Lading mener, at projektet i Bahrain er et godt eksempel på Lars Tørrild Thorbeks evne til at finde nye og anderledes projekter. Og projektet i Bahrain – og et lignende nyt projekt i London – har ligeledes været med til at synliggøre Lars Tørrild Thorbeks evner inden for ledelse.
”Lars har vist, at det kan lade sig gøre at gå fra at have en faglig snæver opgave til at være involveret i et helt projekt. Han besidder uden tvivl nogle ledelsesevner, som jeg er sikker på, at han vil bruge ved fremtidige projekter,” siger Per Lading.
Lars Tørrild Thorbek henter også selv inspiration i ledelsesarbejdet, når han bliver bedt om at identificere sine styrker.
”Jeg tror, jeg har en god og naturlig evne til at koordinere og projektstyre. Hvis jeg er med i et projekt, er jeg ikke den, der sidder henne i et hjørne. Så vil jeg være med, hvor beslutningerne træffes. Samtidig har jeg en forståelse for de folk, jeg arbejder sammen med, som gør, at jeg ved, hvornår jeg skal lade tingene gå sin gang eller sætte ind,” siger han.
Rent fagligt har projektet i Bahrain betydet meget for Lars Tørrild Thorbek:
”Dette projekt rummer så mange facetter. Derudover har der været mange ting at tage stilling til, fordi der ikke har været en skabelon fra et tidligere lignende projekt. Men det er det at være med til at opstarte og udvikle noget nyt, som fremover forhåbentlig kan bruges som forbillede andre steder, som driver mig.”
Lars Tørrild Thorbek har ikke haft en karriereplan liggende i skuffen, men mener snarere, han har gennemgået en naturlig udvikling.
”De første år af min karriere var jeg i en lille virksomhed, hvor der ikke var de samme muligheder, som der er her hos Rambøll. Her har jeg fået lov at vise, at jeg kan påtage mig ansvar for et projekt – og har fået smag for det. Jeg er ikke umiddelbart den, der fejrer 25-års jubilæum et sted. Men nu må vi se - Rambøll er jo et sted med mange muligheder.”
Læs om de øvrige nominerede til Talentprisen 2007: