Godt gået!
Den 9. marts 2007
EU-landenes statsledere har i dag vedtaget en miljø- og energipakke, som indebærer en bindende målsætning om, at 20 pct. af EU's energibehov i 2020 skal komme fra vedvarende energi.
"Vi glæder os meget over, at regeringen har vist dansk lederskab i forhandlingerne. De europæiske statslederes vedtagelse af en ambitiøs energipolitik med en bindende målsætning for vedvarende energi vil få stor betydning for industriens fremtidige marked i Europa. Det er godt gået," siger Bjarne Lundager Jensen, direktør i Vindmølleindustrien.
Da vindkraft allerede i dag er den mest konkurrencedygtige form for vedvarende energi, ser Vindmølleindustrien lyst på fremtiden.
"Den nye langsigtede bindende målsætning vil øge trygheden for investorer til at investere i vedvarende energi. Beslutningen om bindende mål er samtidig et signal om europæisk lederskab på energi globalt. Den her beslutning vil være med til at sikre, at vindmølleindustriens positive udvikling vil fortsætte - også efter 2010, " siger Bjarne Lundager Jensen.
Vindkraft står for 1/3 af alt ny installeret elkapacitet i Europa set over de seneste fem år. Og værdien af de globalt installerede anlæg i 2006 var på 18 mia. euro, hvoraf ca. halvdelen blev installeret i Europa. Alene i 2006 havde vindmølleindustrien en global markedsvækst på 32 pct.
For yderligere information, kontakt:
Direktør Bjarne Lundager Jensen, tlf.: +45 40 41 93 33
Chefkonsulent Jakob Lau Holst, tlf.: + 45 26 27 55 03