Danmark som museum for vindmøller
Af Bjarne Lundager Jensen, direktør, Vindmølleindustrien
Jeg kørte for nylig til Berlin for at besøge min svigerfar. Jeg var slet ikke forberedt på den fine oplevelse, som det er at køre gennem det ene nye vindmøllelandskab efter det andet fra Rostock til Berlin. De vindmøller, som er placeret i landskabet langs motorvejen, er næsten alle nye og højteknologiske møller.
Jeg kan kun anbefale denne køretur, men man kan ikke undgå at blive lidt forstemt, når man tænker på, hvordan tiden står stille i Danmark. Vi er med andre ord ved at blive kustode i et frilandsmuseum for vindenergi. Det har vi gentagne gange påpeget over for partierne i Folketinget og regeringen i løbet af det seneste år. Men muligvis begynder der at tegne sig lys for enden af tunnelen.
For som det er fremgået i medierne er der et begyndende holdningsskifte på vej i regeringen i retning af en mere langsigtet energi og miljøpolitik. Danmark er i 25 år gået foran på energiområdet og har specielt været pioner inden for vindkraftindustrien, som i dag beskæftiger ca. 25.000 mennesker. Vi er stadig pionerer. Men for at bevare den danske kompetence og Danmark som »udstillingsvindue«, så er det nødvendigt, at politikerne også har visioner om at udvikle og udbygge vores hjemmemarked.
Svækker mulighederne
Det har desværre ikke været tilfældet i de seneste tre år, hvor der stort set ikke er sat nye møller op på land herhjemme. Det svækker selvsagt industriens muligheder for produktudvikling og innovation, at vi ikke kan afprøve nye møller tæt på vores udviklingsafdelinger. På nuværende tidspunkt er vindmølleindustrien i en situation, hvor vi må sætte såkaldte 0-seriemøller op i Narvik i Nordnorge, da rammebetingelserne ikke levner mulighed for at teste og måle så store møller herhjemme.
Det er helt uacceptabelt. Den teknologiske udvikling går vel at mærke næsten lige så hurtigt, som inden for mobiltelefoniindustrien. Tænk på, hvordan din mobiltelefon så ud for tre år siden! I den periode har vi ikke kunnet udvikle og afprøve vores produkter på hjemmemarkedet. Den ørkenvandring må ikke vare længere, for vores konkurrenter i andre lande stormer af sted.
Plaster på såret
Som plaster på såret har Folketinget vedtaget en udskiftningsordning i 2004. For at få den gennemført kræver selve planlægningen og udpegningen af nye områder til nye møller særlig opmærksomhed i de kommende år.
Vores anbefalinger til regeringen er derfor følgende:
- Der skal opstilles mindst 50 møller om året på land af den nyeste teknologi, og der skal være politisk vilje til at finde egnede placeringer til møller over 100 m.
- En ambitiøs udpegning på havet med en ny havmøllepark hvert andet år, der kan sikre Danmarks selvforsyning.
- En ny forskningsstrategi »fra mølle til kraftværk« der på fem nøgleteknologier skal sikre industriens langsigtede konkurrenceevne.
Politikernes valg
Vi får den første prøve på regeringens reelle vilje i løbet af de kommende måneder, når der forhandles om opfølgningen på Energihandlingsplanen for 2025. Det er her, vi kan se, om politikerne har ambitioner om enten at udvikle eller afvikle vindmølleindustrien i Danmark.
Vi håber på det første. Det er nødvendigt for at skabe innovation og arbejdspladser i Danmark snarere end nord for polarcirklen. Hvis ikke risikerer vi at ende som frilandsmuseum for vindenergi.
Børsen 3. maj 2006